Puha jeg kan ikke sove nu, tankerne om min mors sidste dage kører rundt i hovedet på mig. Og jeg savner hende så det gør så ondt indeni, at jeg ikke ved hvordan jeg skal få det væk. Billeder af hendes sidste dage kører rundt i hovedet på mig, og jeg har en desperation indeni fordi jeg aldrig skal se hende mere.Kan godt være jeg er er blevet 40 år, men hold da kæft hvor har jeg stadig brug for min mor!!!
Men nu vil jeg få fortalt lidt videre.
På 3. dagen ringede jeg om morgenen op på hospitalet, for at høre hvordan min mors nat var gået. Og endelig havde de fundet ud af hvilken afdeling hun skulle ligge på, så der var hun blevet flyttet op aftenen før da vi var gået. Sygeplejersken jeg talte med kunne fortælle at min mor stadig var meget skidt, men det billede der var blevet tegnet af mor fra den anden afd. at hun var så agressiv osv, det kunne de overhovedet ikke forstå, for det var ikke sådan hun var nu. Puha en lettelse, sygeplejersken sagde at hun synes da jeg skulle komme snart, så jeg selv kunne se det.
Og afsted det gik, vi kørte derop, og så min mor ligge rolig i sengen. Hun var stadig meget udspilet, meget afkræftet, og ikke helt til stede, men vi kunne snakke med hende og havde en kontakt med hende. Og hun var så glad for at se mig :) Hun havde mange smerter i benet, og bad flere gange meget panisk om jeg ikke godt ville nusse hendes ben for det gjorde så ondt i det. På et tidspunkt siger hun til mig " misser, vi skal sige farvel nu, for nu er det ved at være helt slut." "Nej" siger jeg "det er det ikke mor, du skal nok få det bedre, og alt ordner sig"........"nej" sagde hun "ikke denne gang, vi skal sige farvel". Det påvirkede mig meget, for lige meget hvor syg min mor havde været de sidste måneder, så havde hun aldrig sagt sådan til mig før, tværtimod så havde hun nægtet at se hvor syg hun var.
Efter et stykke tid, vil Flemming og jeg lige gå ned og ryge en cigaret, og møder sygeplejersken på gangen som jeg havde snaket med. Hun tilbyder mig at jeg kan blive indlagt med min mor og de ville arrangere en seng inde ved hende!!!!! Der gik jeg fuldstændigt i baglås i hovedet! Aldrig har de tilbudt mig det før hvor hun var indlagt.... og jeg tænkte at nu skulle hun dø! Nej sagde jeg! Det kan jeg ikke jeg har en lille pige derhjemme, og en hund, og min mand arbejder, så det er ikke muligt på nogen måde!!!! Tror jeg følte at sagde jeg ja, så var det det samme som at give mor hendes dødsdom, fordi jeg så bare accepterede det, og det kunne og ville jeg ikke acceptere!! Og så gik jeg ned for at ryge!!! Mens vi står dernede, prøver Flemming på sin stille måde, at fortælle mig at alt det ansvar jeg følte der holdt mig tilbage, kunne han altså godt klare og håndtere, og han synes jeg skulle være ved min mor hvis jeg ville det.Efter lidt snakken frem og tilbage indser jeg at jeg panikkede, og selvfølgelig ville være ved min mor, så det fortalte vi så sygeplejersken da vi kom op.
Da jeg gik ind til mor, sad der en læge og ventede på mig. Der blinkede alle alarmklokker... en læge er altså ikke nem at få i snak en søndag udenfor stuegang!!!!Og jeg havde ikke spurgt efter ham!!
En rigtig rar ung mand, og hans øjne fortalte mig allerede ved håndtrykket at han kom med en grim mission. Han kunne fortælle mig at min mor var døende, og at det var et spørgsmål om tid, og havde hun familie der skulle sige farvel skulle det nok helst være idag. Han spurgte ind til om de skulle genoplive hende hvis evt hun fik hjertestop. Der tog jeg den sværeste beslutning i mit liv for mit indre råbte at selvfølgelig skulle de det for helvede!!!! Men jeg vidste med min fornuft hvad min mor ville svare jeg skulle sige.....Nej det skulle de ikke, hun var blevet pint nok. Og hold op hvor får det øjeblik mig stadig til at få lyst til at skrige høøøøøøøøjt, det er ikke fair at nogen skal spørges om det, om den de elsker så højt. Men der skete noget med mig indeni, jeg blev trist, ked og modløs.... Men bestemte mig for at det skulle min mor ikke få at se, hun skulle ikke se min panik eller tårer, for jeg vidste hendes største skræk var at efterlade mig alene tilbage... og den skulle hun ikke dø med! så jeg lukkede ned psykisk og græd ikke en tårer de næste 2 døgn.
Jeg ringede efter mine børn, så de kunne komme og sige farvel til deres mormor mens tid var. Og er så taknemlig for at hun ikke var som dagen forinden. Hun var sød og mild, og kom med små sjove barnlige udbrud. Men jeg var panikslagen for at hun skulle dø mens mine børn var der, det måtte de ikke se det kunne jeg ikke håndtere, så da de var kørt åndede jeg lettet op.
Om aftenen, og natten sad jeg ved min mor, jeg kunne ikke lide at gå fra hende, for hvis hun nu gik væk mens jeg ikke var der, det ville være så forfærdeligt. I løbet af natten lister jeg ned og røg en smøg, og da jeg kommer op igen, kigger hun på mig og siger "åh det var godt du er der, jeg er så tryg når du er her" jeg var så bange for at hun i sin tåge ikke vidste det var mig, og ikke ønskede det var mig, så det var en lettelse at høre de ord. Jeg har 3 andre søskende som ingen kontakt havde med min mor, og vidste at hun savnede dem, og det ikke var mig der var yndlingen af os 4. Og jeg savnede dem, jeg havde lidt kontakt med den ene bror, men vidste han ikke ville komme hvis han vidste hun lå for døden. Men jeg følte mig alene og ensom, jeg havde ingen til at aflaste mig, og ingen til at dele den fælles sorg at miste sin mor.... og skal ærligt indrømme at jeg forbandede dem langt væk, og følte mig svigtet.Jeg havde skulle være stærk så mange måneder for mor og klare så meget for hende alene, og trængte til der var nogen der tog over... jeg var bitter og ensom.
I løbet af natten lagde jeg mærke til at hendes hud hele tiden var våd, så sengetøjet nogen steder blev vådt, og at der ikke kom urin i posen. Hendes nyrer havde sat ud og fungerede ikke mere nu.... det eneste jeg kunne gøre for hende var forsøge at holde hende smertefri og tilkalde hjælp når hun klagede af smerter i benet, for hun tog hverken mad eller væske til sig mere.......
fortsættes
Ingen kommentarer:
Send en kommentar