Jeg hader mandage!! Allerede søndag begynder jeg at få fornemmelsen af mandag ind under huden, Og når jeg går i seng søndag aften, er det med et indre suk, for når jeg vågner er det mandag.
Jeg har egentlig ikke den store grund til at hade mandage.... I mange år har mandag været den dag jeg lader op efter weekenden, mit sind og krop restituerer sig, efter at have været "på". Den dag jeg helst ikke laver aftaler da det er "min dag", og plejer at tage "tonni -hygge-tid"
Den følelse har sneget sig ind over noget tid, og har ved faktisk ikke hvornår den begyndte, men skal helt sikkert have den stoppet, for hvor latterligt er det ikke lige at hade en ugedag. Man siger jo det er en indstilling der gør livet godt, så må jo have gjort mandag til en dejlig dag ;)
Jeg tror mandagene er så dumme fordi, så er en weekend hvor jeg har været sammen med min dejlige familie slut. Jeg elsker at vi bare kan dalre rundt om morgenen, og jeg ikke skal stille krav til Sille (og mig selv) hun kan bare tage det i hendes eget tempo. Og hun elsker at tumle rundt i nattøj til langt op af dagen, og skal vi ikke noget, ja så kan det lige så godt blive hele dagen hun er i nattøj. Her er så rolig en stemning, og det elsker jeg.
Mandag morgen går altid i ged for os.... Vi kan simpelthen ikke blive færdige, og tiden render altid fra os... vores tempo er i sneglefart, eller også er det vores ure der er noget galt med, de render alt alt for hurtigt :) Sådan er det ikke de andre dage, der har vi vores rutiner, som bare fungerer, og er færdige på klokkeslette næsten... Resten af dagen er bare mærkelig, får ikke lavet noget, men får heller ikke taget og hygget mig og slappet af... dagen snegler sig afsted ganske ganske langsomt til jeg skal hente Sille, og Flemming kommer hjem....Og så skulle man jo tro at den dumme mandag blev god, men nej hele dagen er skæv, og jeg venter bare på at komme i seng, så det kan blive tirsdag, og alt kan blive normalt igen ;)
Dagens morale: køb evt nye ure ;D
husk at være Tonni, og ikke kun mor og kone, og nyd min alene tid.
Omdøb evt Mandag til Quindedag :D men hvor søger man sådan en tilladelse :D
søndag den 26. februar 2012
mandag den 6. februar 2012
de sidste 2 dage i hendes liv
Om morgenen da min mor vågnede, vågnede hun smilende og glad. Hun var i en lykkerus, som ikke kan beskrives. "tak" sagde hun til mig. "Hmmmm tak for hvad mor?" "tak fordi du har reddet mit liv!" Jeg forsøgte at finde hoved og hale i hvad hun mente, og fandt til sidst ud af, at min mor troede hun døde, var kommet i kapellet, og så var jeg kommet og havde givet hende livet tilbage. Prøvede at forklare hende at det ikke var sket, at hun stadig levede, men hun var ikke til at rokke... Jeg havde genoplivet hende!!! Og hun var så glad, snaksalig og ikke mindst taknemlig, det her skulle der simpelthen skrives om i bladene mente hun, for det var da et sandt mirakel :) Sygeplejerskerne kom ind for at vaske min mor, og jeg fik nøje instrukser om at spise, og få noget luft imens de var ved hende. Imens kom Flemming, han havde afleveret Sille i børnehaven og kom for at være ved mig og aflevere lidt ting til mig. Da vi kom ind til min mor var vi ved at tabe næse og mund!!! Hun sad op i en stol!! Jeg blev så glad, og så forvirret, igår kunne hun intet, og vi fik at vide hun var døende, og nu sad hun i en stol.......... hev fat i en sygeplejerske og spurgte ind til hva der lige foregik, for nu forstod jeg ingenting. Hun forklarede mig nænsomt, at man tit så en forbedring ved døende mennesker lige inden de gik væk, så intet var forandret. Imens min mor sad i den stol så hun noget..... hun stirrede lige ind i væggen, smilede saligt og henrykt og sagde "nejjjjj hvor er det smukt" og hun var lykkelig i det øjeblik :) Jeg er overbevist om at hun så dejligt, jeg er ikke troende, tværtimod, men det varmede mit hjerte, for hun havde en fantastisk oplevelse i det øjeblik.
Selvfølgelig kunne hun ikke sidde i stolen særligt længe, så hun blev hurtigt flyttet over i sin seng igen. Flemming tog hjem igen, og jeg havde resten af formiddagen og eftermiddagen alene med min mor. Den dag står så klar i mit hoved, på trods af omstændighederne havde vi en fantastisk dag... Min mors sind var for det meste omkring 3-4 år, hun sludrerede ivrigt med håndtaget over sengen, legede "kukkebøh" med mig, og vi fik fortalt hinanden hvor meget vi elskede hinanden. Hun ville spise!!! Kun is, som er meget mærkeligt for hun kunne ikke lide is, men hun spiste det med velbehag, og vi fik lokket lidt medicin i hende på den måde. På det tidspunkt var det meget svært for mig at se at jeg skulle miste hende, for hun virkede bedre og aktiv. Sidst på eftermiddagen, begyndte hun desværre at gå ind i sig selv, og forsvandt i sit sind.
Mona kom fra arbejde, for at sidde ved sin mormor, jeg gik en tur så de kunne få lidt tid sammen alene, og jeg kunne rense hovedet. Det var så svært at gå, for hva nu hvis der skete noget med mor, og nu sad Mona alene med hende osv osv, så jeg var hurtigt tilbage. Desværre fik Mona ikke lov at opleve min mors sidste glæde, og det gør ondt i mit hjerte, for det havde været en både trist, hård og sjov dag.... jeg kan stadig se min mor lave sjov med mig osv, og det billede ville jeg godt have Mona var gået derfra med.
Om aftenen gik isspisningen også i stå, tror måske hun fik for meget, for her var der noget jeg kunne gøre aktivt for at hun skulle få det bedre, det var protein is, så det gav næring, og fik jeg pumpet næring i hende ville hun måske blive ok igen ;( der var ingen kontakt med hende og til sidst faldt hun i søvn.....
I løbet af natten døser jeg hen, og vågner ved at min mor trækker vejret mærkeligt. Jeg kan ikke beskrive den lyd på nogen måde, hun kunne ikke få vejret ordentligt og gispede nærmest som en fisk. Jeg kaldte på sygeplejersken, og hun fik et ordentligt skud morfin, som muligvis ville hjælpe min mor med vejret. En halv time efter fik hun igen og det hjalp intet. Nu sad jeg i det sidste med hende, nu var det et spørgsmål om tid før hendes krop ikke ville mere. Hun kæmpede en kamp den lille kvinde, og det var så hårdt at se på. Da der var vagt skifte talte jeg med "min" sygeplejerske, om de ikke godt kunne fjerne drops osv, for hun hadede at have dem i, og dagen før havde de kommet sonde igennem næsen, og hvis hun var ved at dø skulle hun ikke have alt det lort i sig til at genere hende.... Sygeplejersken sagde at det skulle en læge og det varede et par timer før der var stuegang... Jeg var så frustreret, lad hende være nu, ikke mere pineri, jeg synes ikke det var fair mod min mor mere. Jeg blev endnu engang sendt ud for at få luft mens de vaskede hende, og da jeg kom tilbage var alt grej blevet fjernet fra min mor. " Tja, sonden var røget ud, og droppet blødte" sagde sygeplejrsken..."tak" sagde jeg det, tak fordi der var et menneske der tænkte ud over regler og normer <3
Jeg sad med mor og nussede hendes hånd, og hun var meget langt væk, hun sad op med åbne øjne, men hun var så langt inde i hendes vejrtrækning at jeg ikke tror hun kunne rumme andet. Jeg smurte hendes læber konstant med læbepomade, for hun hadede tørre læber og det var det eneste jeg kunne gøre, for at gøre hendes situation bare en anelse bedre følte jeg. Og da Flemming kom, og vi snakkede meget om vi skulle få Mona ind på sygehuset. Først ville jeg ikke have det, det var alt for en ubehagelig måde min mor var ved at dø på, og efter råd og vejledning med sygeplejersken, så kørte han afsted for at hente hende.
På det tidspunkt begyndte min mor og få problemer med spyttet. Og sygeplejersken vendte hende om på siden, ingen reaktion overhovedet på at hun havde stærke smerter i benet mere, og sygeplejersken forklarede mig at nu var det meget tæt på, hun forklarede de to scenarier der nu kunne ske, og forlod mig i fred med min mor. Min mors gispen blev svagere og svagere over ca 15-20 min, hun fik mere og mere ro og faldt i en dyb søvn, indtil hun åndede ud.... Jeg har altid været bange for døden, men at se hende virkelig få fred på den måde, var så beroligende, og godt at se på en en mærkelig måde, for samtidig tænkte jeg også NEEEEEEJJJJJJJ du må ikke!!!!Jeg ringede efter sygeplejersken hun kom ind, og sagde til mig at nu skulle jeg altså komme ud med nogel følelser, nu havde jg holdt mig selv oppe længe nok, og spurgte om jeg ville være alene..... jeg bad hende holde øje med Flemming og Mona så hun kunne fortælle det så de ikke skulle komme ind og opdage det.Og så skreg jeg.......... den lyd er kom ud af mig har jeg aldrig hørt før, jeg nærmest brølede og græd min sorg ud, kunne slet ikke styre det, det var så forfærdelig en følelse... selv da Mona og Flemming kom ind kunne jeg ikke stoppe. Jeg kunne ikke engang stoppe for at Mona ikke skulle se mig i den tilstand, jeg var ude af min egen kontrol. FUUUUUUUUCK.
Jeg nussede og lagde min kind ind til hendes et utal af gange, var panikslagen, for vidste godt jeg ikke skulle se og røre hende mere, og kunne ikke få nok af de sidste berøringer af hendes hud. Puttede dynen om hende da hendes skulder begyndte at blive kølig, for hun skulle holdes varm bare lidt endnu. Og hun så så fredelig ud, hun havde virkelig fået fred, og det var godt for hende, for hun kunne virkelig ikke mere, og havde et miserabelt liv tilsidst. Da vi alle havde fået nusset, og grædt, kom sygeplejersken ind og sagde om hun skulle have sit eget tøj på , for så skulle vi hente det nu inden mor blev for stiv. Puha allerede der skulle jeg tage stilling til noget.... afsted til hendes lejlighed det gik, og jeg fandt den kjole hun havde haft på til Sara's konfirmation året inden. Det hele foregik i en tåge, jeg græd og følte at jeg bare ville rulle mig sammen, helt alene for nu var min grænse nået. Da vi kom ind på sygehuset, klædte de hende på og gjorde hende klar. Og hun så så forkert ud, håret sad forkert, kraven på kjolen var helt oppe i halsen, og det har hun aldrig kunne lide, og alt var bare forkert følte jeg, jeg ville bare væk, men jeg ville heller ikke forlade hende for det var sidste gang vi så hinanden, og jeg var så splittet indeni. Men tilsidst tog vi hjem..... Jeg havde ringet til min niece, så hendes kæreste og hende kom, og Thomas og Sara kom hjem til os.... Og vi var der bare, sammen og hver for sig, men trøstende...... Jeg var bare så træt, havde ikke sovet mange dage, kunne ikke tænke klart, og tror jeg gik ind i mig selv. Om aftenen da vi var alene Flemming og jeg , lå jeg bare krøllet sammen ved ham og hulkede al min sorg ud...... Jeg var nu forældreløs, jeg havde ingen mor mere, jeg følte mig meget alene i verden!!!! Og hvordan skulle jeg komme videre herfra???
Men det gør man jo, selvom man indimellem føler man drukner, så kommer man mærkeligt nok videre....
De dage var så benhårde, og de havde deres omkostninger, men jeg vil ikke være foruden dem. At have de sidste dage, timer og minutter med min mor har betydet så utroligt meget for mig, og jeg er glad for jeg ikke stak halen mellem benene, men var ved min mor, så hun ikke døde alene, men gik igennem det med mig.
Om 2 dage er det 1 år siden hun døde, og jeg håber i mit stille sind at hun går igennem den dag sammen med mig, for der har jeg brug for min mor til trøst <3
søndag den 5. februar 2012
3. dagen på min mors sidste rejse.
Puha jeg kan ikke sove nu, tankerne om min mors sidste dage kører rundt i hovedet på mig. Og jeg savner hende så det gør så ondt indeni, at jeg ikke ved hvordan jeg skal få det væk. Billeder af hendes sidste dage kører rundt i hovedet på mig, og jeg har en desperation indeni fordi jeg aldrig skal se hende mere.Kan godt være jeg er er blevet 40 år, men hold da kæft hvor har jeg stadig brug for min mor!!!
Men nu vil jeg få fortalt lidt videre.
På 3. dagen ringede jeg om morgenen op på hospitalet, for at høre hvordan min mors nat var gået. Og endelig havde de fundet ud af hvilken afdeling hun skulle ligge på, så der var hun blevet flyttet op aftenen før da vi var gået. Sygeplejersken jeg talte med kunne fortælle at min mor stadig var meget skidt, men det billede der var blevet tegnet af mor fra den anden afd. at hun var så agressiv osv, det kunne de overhovedet ikke forstå, for det var ikke sådan hun var nu. Puha en lettelse, sygeplejersken sagde at hun synes da jeg skulle komme snart, så jeg selv kunne se det.
Og afsted det gik, vi kørte derop, og så min mor ligge rolig i sengen. Hun var stadig meget udspilet, meget afkræftet, og ikke helt til stede, men vi kunne snakke med hende og havde en kontakt med hende. Og hun var så glad for at se mig :) Hun havde mange smerter i benet, og bad flere gange meget panisk om jeg ikke godt ville nusse hendes ben for det gjorde så ondt i det. På et tidspunkt siger hun til mig " misser, vi skal sige farvel nu, for nu er det ved at være helt slut." "Nej" siger jeg "det er det ikke mor, du skal nok få det bedre, og alt ordner sig"........"nej" sagde hun "ikke denne gang, vi skal sige farvel". Det påvirkede mig meget, for lige meget hvor syg min mor havde været de sidste måneder, så havde hun aldrig sagt sådan til mig før, tværtimod så havde hun nægtet at se hvor syg hun var.
Efter et stykke tid, vil Flemming og jeg lige gå ned og ryge en cigaret, og møder sygeplejersken på gangen som jeg havde snaket med. Hun tilbyder mig at jeg kan blive indlagt med min mor og de ville arrangere en seng inde ved hende!!!!! Der gik jeg fuldstændigt i baglås i hovedet! Aldrig har de tilbudt mig det før hvor hun var indlagt.... og jeg tænkte at nu skulle hun dø! Nej sagde jeg! Det kan jeg ikke jeg har en lille pige derhjemme, og en hund, og min mand arbejder, så det er ikke muligt på nogen måde!!!! Tror jeg følte at sagde jeg ja, så var det det samme som at give mor hendes dødsdom, fordi jeg så bare accepterede det, og det kunne og ville jeg ikke acceptere!! Og så gik jeg ned for at ryge!!! Mens vi står dernede, prøver Flemming på sin stille måde, at fortælle mig at alt det ansvar jeg følte der holdt mig tilbage, kunne han altså godt klare og håndtere, og han synes jeg skulle være ved min mor hvis jeg ville det.Efter lidt snakken frem og tilbage indser jeg at jeg panikkede, og selvfølgelig ville være ved min mor, så det fortalte vi så sygeplejersken da vi kom op.
Da jeg gik ind til mor, sad der en læge og ventede på mig. Der blinkede alle alarmklokker... en læge er altså ikke nem at få i snak en søndag udenfor stuegang!!!!Og jeg havde ikke spurgt efter ham!!
En rigtig rar ung mand, og hans øjne fortalte mig allerede ved håndtrykket at han kom med en grim mission. Han kunne fortælle mig at min mor var døende, og at det var et spørgsmål om tid, og havde hun familie der skulle sige farvel skulle det nok helst være idag. Han spurgte ind til om de skulle genoplive hende hvis evt hun fik hjertestop. Der tog jeg den sværeste beslutning i mit liv for mit indre råbte at selvfølgelig skulle de det for helvede!!!! Men jeg vidste med min fornuft hvad min mor ville svare jeg skulle sige.....Nej det skulle de ikke, hun var blevet pint nok. Og hold op hvor får det øjeblik mig stadig til at få lyst til at skrige høøøøøøøøjt, det er ikke fair at nogen skal spørges om det, om den de elsker så højt. Men der skete noget med mig indeni, jeg blev trist, ked og modløs.... Men bestemte mig for at det skulle min mor ikke få at se, hun skulle ikke se min panik eller tårer, for jeg vidste hendes største skræk var at efterlade mig alene tilbage... og den skulle hun ikke dø med! så jeg lukkede ned psykisk og græd ikke en tårer de næste 2 døgn.
Jeg ringede efter mine børn, så de kunne komme og sige farvel til deres mormor mens tid var. Og er så taknemlig for at hun ikke var som dagen forinden. Hun var sød og mild, og kom med små sjove barnlige udbrud. Men jeg var panikslagen for at hun skulle dø mens mine børn var der, det måtte de ikke se det kunne jeg ikke håndtere, så da de var kørt åndede jeg lettet op.
Om aftenen, og natten sad jeg ved min mor, jeg kunne ikke lide at gå fra hende, for hvis hun nu gik væk mens jeg ikke var der, det ville være så forfærdeligt. I løbet af natten lister jeg ned og røg en smøg, og da jeg kommer op igen, kigger hun på mig og siger "åh det var godt du er der, jeg er så tryg når du er her" jeg var så bange for at hun i sin tåge ikke vidste det var mig, og ikke ønskede det var mig, så det var en lettelse at høre de ord. Jeg har 3 andre søskende som ingen kontakt havde med min mor, og vidste at hun savnede dem, og det ikke var mig der var yndlingen af os 4. Og jeg savnede dem, jeg havde lidt kontakt med den ene bror, men vidste han ikke ville komme hvis han vidste hun lå for døden. Men jeg følte mig alene og ensom, jeg havde ingen til at aflaste mig, og ingen til at dele den fælles sorg at miste sin mor.... og skal ærligt indrømme at jeg forbandede dem langt væk, og følte mig svigtet.Jeg havde skulle være stærk så mange måneder for mor og klare så meget for hende alene, og trængte til der var nogen der tog over... jeg var bitter og ensom.
I løbet af natten lagde jeg mærke til at hendes hud hele tiden var våd, så sengetøjet nogen steder blev vådt, og at der ikke kom urin i posen. Hendes nyrer havde sat ud og fungerede ikke mere nu.... det eneste jeg kunne gøre for hende var forsøge at holde hende smertefri og tilkalde hjælp når hun klagede af smerter i benet, for hun tog hverken mad eller væske til sig mere.......
fortsættes
Men nu vil jeg få fortalt lidt videre.
På 3. dagen ringede jeg om morgenen op på hospitalet, for at høre hvordan min mors nat var gået. Og endelig havde de fundet ud af hvilken afdeling hun skulle ligge på, så der var hun blevet flyttet op aftenen før da vi var gået. Sygeplejersken jeg talte med kunne fortælle at min mor stadig var meget skidt, men det billede der var blevet tegnet af mor fra den anden afd. at hun var så agressiv osv, det kunne de overhovedet ikke forstå, for det var ikke sådan hun var nu. Puha en lettelse, sygeplejersken sagde at hun synes da jeg skulle komme snart, så jeg selv kunne se det.
Og afsted det gik, vi kørte derop, og så min mor ligge rolig i sengen. Hun var stadig meget udspilet, meget afkræftet, og ikke helt til stede, men vi kunne snakke med hende og havde en kontakt med hende. Og hun var så glad for at se mig :) Hun havde mange smerter i benet, og bad flere gange meget panisk om jeg ikke godt ville nusse hendes ben for det gjorde så ondt i det. På et tidspunkt siger hun til mig " misser, vi skal sige farvel nu, for nu er det ved at være helt slut." "Nej" siger jeg "det er det ikke mor, du skal nok få det bedre, og alt ordner sig"........"nej" sagde hun "ikke denne gang, vi skal sige farvel". Det påvirkede mig meget, for lige meget hvor syg min mor havde været de sidste måneder, så havde hun aldrig sagt sådan til mig før, tværtimod så havde hun nægtet at se hvor syg hun var.
Efter et stykke tid, vil Flemming og jeg lige gå ned og ryge en cigaret, og møder sygeplejersken på gangen som jeg havde snaket med. Hun tilbyder mig at jeg kan blive indlagt med min mor og de ville arrangere en seng inde ved hende!!!!! Der gik jeg fuldstændigt i baglås i hovedet! Aldrig har de tilbudt mig det før hvor hun var indlagt.... og jeg tænkte at nu skulle hun dø! Nej sagde jeg! Det kan jeg ikke jeg har en lille pige derhjemme, og en hund, og min mand arbejder, så det er ikke muligt på nogen måde!!!! Tror jeg følte at sagde jeg ja, så var det det samme som at give mor hendes dødsdom, fordi jeg så bare accepterede det, og det kunne og ville jeg ikke acceptere!! Og så gik jeg ned for at ryge!!! Mens vi står dernede, prøver Flemming på sin stille måde, at fortælle mig at alt det ansvar jeg følte der holdt mig tilbage, kunne han altså godt klare og håndtere, og han synes jeg skulle være ved min mor hvis jeg ville det.Efter lidt snakken frem og tilbage indser jeg at jeg panikkede, og selvfølgelig ville være ved min mor, så det fortalte vi så sygeplejersken da vi kom op.
Da jeg gik ind til mor, sad der en læge og ventede på mig. Der blinkede alle alarmklokker... en læge er altså ikke nem at få i snak en søndag udenfor stuegang!!!!Og jeg havde ikke spurgt efter ham!!
En rigtig rar ung mand, og hans øjne fortalte mig allerede ved håndtrykket at han kom med en grim mission. Han kunne fortælle mig at min mor var døende, og at det var et spørgsmål om tid, og havde hun familie der skulle sige farvel skulle det nok helst være idag. Han spurgte ind til om de skulle genoplive hende hvis evt hun fik hjertestop. Der tog jeg den sværeste beslutning i mit liv for mit indre råbte at selvfølgelig skulle de det for helvede!!!! Men jeg vidste med min fornuft hvad min mor ville svare jeg skulle sige.....Nej det skulle de ikke, hun var blevet pint nok. Og hold op hvor får det øjeblik mig stadig til at få lyst til at skrige høøøøøøøøjt, det er ikke fair at nogen skal spørges om det, om den de elsker så højt. Men der skete noget med mig indeni, jeg blev trist, ked og modløs.... Men bestemte mig for at det skulle min mor ikke få at se, hun skulle ikke se min panik eller tårer, for jeg vidste hendes største skræk var at efterlade mig alene tilbage... og den skulle hun ikke dø med! så jeg lukkede ned psykisk og græd ikke en tårer de næste 2 døgn.
Jeg ringede efter mine børn, så de kunne komme og sige farvel til deres mormor mens tid var. Og er så taknemlig for at hun ikke var som dagen forinden. Hun var sød og mild, og kom med små sjove barnlige udbrud. Men jeg var panikslagen for at hun skulle dø mens mine børn var der, det måtte de ikke se det kunne jeg ikke håndtere, så da de var kørt åndede jeg lettet op.
Om aftenen, og natten sad jeg ved min mor, jeg kunne ikke lide at gå fra hende, for hvis hun nu gik væk mens jeg ikke var der, det ville være så forfærdeligt. I løbet af natten lister jeg ned og røg en smøg, og da jeg kommer op igen, kigger hun på mig og siger "åh det var godt du er der, jeg er så tryg når du er her" jeg var så bange for at hun i sin tåge ikke vidste det var mig, og ikke ønskede det var mig, så det var en lettelse at høre de ord. Jeg har 3 andre søskende som ingen kontakt havde med min mor, og vidste at hun savnede dem, og det ikke var mig der var yndlingen af os 4. Og jeg savnede dem, jeg havde lidt kontakt med den ene bror, men vidste han ikke ville komme hvis han vidste hun lå for døden. Men jeg følte mig alene og ensom, jeg havde ingen til at aflaste mig, og ingen til at dele den fælles sorg at miste sin mor.... og skal ærligt indrømme at jeg forbandede dem langt væk, og følte mig svigtet.Jeg havde skulle være stærk så mange måneder for mor og klare så meget for hende alene, og trængte til der var nogen der tog over... jeg var bitter og ensom.
I løbet af natten lagde jeg mærke til at hendes hud hele tiden var våd, så sengetøjet nogen steder blev vådt, og at der ikke kom urin i posen. Hendes nyrer havde sat ud og fungerede ikke mere nu.... det eneste jeg kunne gøre for hende var forsøge at holde hende smertefri og tilkalde hjælp når hun klagede af smerter i benet, for hun tog hverken mad eller væske til sig mere.......
fortsættes
forts. fra igår
Dagen efter min mor blev indlagt tog Flemming og jeg op til hende på sygehuset. Og vi fik et chok af det syn vi mødte.
Hun lå stadig på akutmodtagelsen og da vi kom ind på stuen så jeg min mor, og jeg kunne slet ikke kende hende igen, hverken psykisk eller fysiks. Min mor havde som sagt tabt sig voldsomt, men nu var hendes lille bitte ansigt udspilet som en ballon, hendes øjne var sorte, vrede, og ondskabsfulde. Hun skældte og smældte og kunne kun bevæge hoved og arme, og hun forsøgte at rive droppet ud hele tiden. Selv da hun så mig, kunne jeg ikke få hende til at "komme til sig selv". Vi forsøgte at holde hendes hænder væk fra droppet og snakke beroligende til hende, men hun var ikke sig selv på nogen måde, og vi kunne ikke kommunikere med hende, der var lukket af.
Det var så forfærdeligt og blev nødt til flere gange at forlade rummet, for jeg var så rystet og ked af det.... var det sådan her min mor skulle være fra nu af??? var min mor væk???
Mens vi er der kommer der en læge og fortæller de mistænker min mor har en blodprop i benet, men inden de vil sende hende til århus, skal de lige stabilisere hende så det ville blive først på ugen. Vi endte vores besøg tog hjem og græd!!!! Den tilstand jeg opleved min mor i kan ikke beskrives, de følelser jeg havde kan ikke beskrives. Men jeg kan se og høre hende for mig, og den film er jeg bange for aldrig vil gå væk.Jeg kontaktede Mona og forbød hende at besøge sin mormor i den tilstand, for det ville Mona aldrig have kunne klaret at opleve, og den dag idag er jeg glad for jeg gjorde det. Det var ikke det billed af sin mormor hun skulle have i sit hoved.Og heldigvis var Sille og Sara ikke med os.
Om aftenen tog vi op til min mor igen, og der var hun blevet en anelse mindre ophidset. Hun var stadig gal og vred og råbte men tonet lidt ned.Flemming sætter sig i stolen bag sengen, og jeg sætter mig på sengen for at sidde ved hende. Og så bliver hun tosset!! Prøver at jage mig væk, for jeg skal gøre plads til Flemming, og da jeg prøver at berolige hende slår hun ud efter mig, skælder mig hæder og ære fra. Hendes øjne lyste af had til mig " FLYT DIG, KAN DU SÅ KOMME VÆK, JEG MENER DET!!!!!!" og havde jeg ikke rykket mig havde jeg fået en på lampen :( Kort efter tog vi hjem.
Jeg var så ulykkelig, hva var der sket med hende, hvorfor var hun sådan overfor, det mest mærkelige er at hun aldrig har været særlig vild med Flemming, men nu fortrak hun ham frem for mig. Ja ikke bare fremfor mig, hun udviste had og voldelighed overfor mig, hun kunne ikke fordrage mig mere. Hele aftenen og natten svingede jeg mellem at jeg ikke kunne klare at opleve min mor sådan og aldrig ville derop mere, og at jeg var nødt til at tage der op, for havde sådan brug for at hjælpe, se hun skulle få det bedre igen, og for at se hun elskede mig endnu. Idet her forløb er denne dag den værste dag i mit liv. min verden ramlede for mig.....
fortsættes i morgen
Hun lå stadig på akutmodtagelsen og da vi kom ind på stuen så jeg min mor, og jeg kunne slet ikke kende hende igen, hverken psykisk eller fysiks. Min mor havde som sagt tabt sig voldsomt, men nu var hendes lille bitte ansigt udspilet som en ballon, hendes øjne var sorte, vrede, og ondskabsfulde. Hun skældte og smældte og kunne kun bevæge hoved og arme, og hun forsøgte at rive droppet ud hele tiden. Selv da hun så mig, kunne jeg ikke få hende til at "komme til sig selv". Vi forsøgte at holde hendes hænder væk fra droppet og snakke beroligende til hende, men hun var ikke sig selv på nogen måde, og vi kunne ikke kommunikere med hende, der var lukket af.
Det var så forfærdeligt og blev nødt til flere gange at forlade rummet, for jeg var så rystet og ked af det.... var det sådan her min mor skulle være fra nu af??? var min mor væk???
Mens vi er der kommer der en læge og fortæller de mistænker min mor har en blodprop i benet, men inden de vil sende hende til århus, skal de lige stabilisere hende så det ville blive først på ugen. Vi endte vores besøg tog hjem og græd!!!! Den tilstand jeg opleved min mor i kan ikke beskrives, de følelser jeg havde kan ikke beskrives. Men jeg kan se og høre hende for mig, og den film er jeg bange for aldrig vil gå væk.Jeg kontaktede Mona og forbød hende at besøge sin mormor i den tilstand, for det ville Mona aldrig have kunne klaret at opleve, og den dag idag er jeg glad for jeg gjorde det. Det var ikke det billed af sin mormor hun skulle have i sit hoved.Og heldigvis var Sille og Sara ikke med os.
Om aftenen tog vi op til min mor igen, og der var hun blevet en anelse mindre ophidset. Hun var stadig gal og vred og råbte men tonet lidt ned.Flemming sætter sig i stolen bag sengen, og jeg sætter mig på sengen for at sidde ved hende. Og så bliver hun tosset!! Prøver at jage mig væk, for jeg skal gøre plads til Flemming, og da jeg prøver at berolige hende slår hun ud efter mig, skælder mig hæder og ære fra. Hendes øjne lyste af had til mig " FLYT DIG, KAN DU SÅ KOMME VÆK, JEG MENER DET!!!!!!" og havde jeg ikke rykket mig havde jeg fået en på lampen :( Kort efter tog vi hjem.
Jeg var så ulykkelig, hva var der sket med hende, hvorfor var hun sådan overfor, det mest mærkelige er at hun aldrig har været særlig vild med Flemming, men nu fortrak hun ham frem for mig. Ja ikke bare fremfor mig, hun udviste had og voldelighed overfor mig, hun kunne ikke fordrage mig mere. Hele aftenen og natten svingede jeg mellem at jeg ikke kunne klare at opleve min mor sådan og aldrig ville derop mere, og at jeg var nødt til at tage der op, for havde sådan brug for at hjælpe, se hun skulle få det bedre igen, og for at se hun elskede mig endnu. Idet her forløb er denne dag den værste dag i mit liv. min verden ramlede for mig.....
fortsættes i morgen
lørdag den 4. februar 2012
Tiden nærmer sig:(
Ja min mors dødsdag nærmer sig med hastige skridt. Jeg har tænkt over hvordan jeg kommer bedst igennem disse dage, uden at falde helt sammen, og uden at "belemre" min familie for meget med mine tanker og følelser omkring det. Så har besluttet at skrive om dagene herinde på min blog, som en slags terapi, for at få luft for det jeg går med indeni lige nu. Så vil fraråde folk at læse her de næste dage, hvis de ikke bryder sig om at læse om sygdom osv!!!!
Min mor blev meget syg i efteråret 2010, hun kunne ikke holde hverken væske eller mad i sig, og tabte på en måned 20 kg, forsvandt fuldstændig ind i en lille bitte krop, og hendes sind forsvandt også mere og mere. Hun blev indlagt op til flere gange, og første gang, fik hun bare væske og sendt hjem, på trods af at hun havde forandret sig, så syner, og ikke kunne tage vare på sig selv. Fik dog hjemmehjælp som hun hurtigt smed ud, uden jeg blev meddelt det. Nytårsaften bliver hun indlagt igen, hvor jeg banker i bordet, for de skal undersøge hende ordentligt, hun bliver mere og mere afkræftet og diffus, og jeg kan slet ikke kende min mor mere. Maven og spiserøret er et stort sår, og hun har haft 2 blodpropper i hjernen. Efter 2 uger bliver hun udskrevet, med hjemmehjælp. Alting bliver værre, og til sidst kan hun ikke rejse fra sin stol eller noget. Hun vil ikke på plejehjem eller indlægges igen. Og man har jo et frit valg her i danmark, på trods af at hjernen ikke fungerer mere og kan tænke fornuft, og kroppen er så syg og afkræftet at man ikke kan holde sig oprejst.
En Lørdag ligger der en besked på min mobilsvarer " det er xxxxxx fra hjemeplejen, jeg vil høre om du har en nøgle til din mors bolig, da hun er falder lidt" xxxx ringede fra hemmeligt nummer for det første, jeg har ingen bil hjemme da min mand er på job, og ikke mindst FALDET LIDT!!! hvad F........ betyder det??? Er der kontakt til min mor, eller hvad sker her... Får ringet til Thomas som bor i nabobyen til min mor og han drøner derover. Ja min mor var faldet og havde lagt 11 timer på et koldt gang gulv, da hjemmeplejen kommer om morgenen, går de bare igen fordi hun ikke lukker op!!!!!!!!!!!! Min mor ville ikke indlægges, og mener selv hun bare faldt og ikke kunne komme op.
Den næste tid blev forfærdlig, jeg kæmpede for at mor skulle blive overtalt til hospital eller plejehjem, men hun nægtede, og mine opringninger til læge, hjemmeplejen osv nyttede intet, det eneste der kunne komme i gang var fuld opdækning af hende, så de kom fast hver 3-4 time i døgnet. Og det var et helvede for min mor, hun så syner og var bange, og så afkræftet at hun intet kunne selv. Lå i sin seng eller sad i sin stol, og var total afhængig af andre.
Aftaler med min mor om fredagen at Mona og jeg skal komme ud og gøre rent ved hende, da det er begrænset hva hjemmeplejen gør. Og vi fik et chok da vi så hende. Hendes højre ben var hævet op og blå, og hun var apatisk, træt, snakkede ikke samhængende, kunne ikke skelne os fra hinanden og sad mere eller mindre og døsede hen hele tiden. En hjemmesygeplejerske, var der og var ved at binde benet ind. Min mor ville ikke have læge, men fik overtalt hende til at der blev ringet efter ham. Og så gik overtalelsen igang til at få hende indlagt, og det ville hun absolut ikke, og frustrationerne voksede hos mig for hun var så syg, og jeg frygtede hun skulle sidde i den skide stol og dø. Til sidst lykkedes det dog lægen ringede efter en ambulance, og vi sad ved hende til den kom.Og det var slet ikke min mor som vi sad med der...Hun så ting, talte til os som om vi var fremmede mennesker, som hun høfligt spurgte ind til, og sad og var ind imellem fuldstændigt apatisk. Og jeg var ikke i tvivl om at der skulle et mirakel til for at jeg fik min mor tilbage, og den tilstand hun var i var ikke ønskeværdig for nogen. Hun blev kørt på sygehuset, og Mona og jeg faldt sammen for hva nu!!!!
fortsættes
Min mor blev meget syg i efteråret 2010, hun kunne ikke holde hverken væske eller mad i sig, og tabte på en måned 20 kg, forsvandt fuldstændig ind i en lille bitte krop, og hendes sind forsvandt også mere og mere. Hun blev indlagt op til flere gange, og første gang, fik hun bare væske og sendt hjem, på trods af at hun havde forandret sig, så syner, og ikke kunne tage vare på sig selv. Fik dog hjemmehjælp som hun hurtigt smed ud, uden jeg blev meddelt det. Nytårsaften bliver hun indlagt igen, hvor jeg banker i bordet, for de skal undersøge hende ordentligt, hun bliver mere og mere afkræftet og diffus, og jeg kan slet ikke kende min mor mere. Maven og spiserøret er et stort sår, og hun har haft 2 blodpropper i hjernen. Efter 2 uger bliver hun udskrevet, med hjemmehjælp. Alting bliver værre, og til sidst kan hun ikke rejse fra sin stol eller noget. Hun vil ikke på plejehjem eller indlægges igen. Og man har jo et frit valg her i danmark, på trods af at hjernen ikke fungerer mere og kan tænke fornuft, og kroppen er så syg og afkræftet at man ikke kan holde sig oprejst.
En Lørdag ligger der en besked på min mobilsvarer " det er xxxxxx fra hjemeplejen, jeg vil høre om du har en nøgle til din mors bolig, da hun er falder lidt" xxxx ringede fra hemmeligt nummer for det første, jeg har ingen bil hjemme da min mand er på job, og ikke mindst FALDET LIDT!!! hvad F........ betyder det??? Er der kontakt til min mor, eller hvad sker her... Får ringet til Thomas som bor i nabobyen til min mor og han drøner derover. Ja min mor var faldet og havde lagt 11 timer på et koldt gang gulv, da hjemmeplejen kommer om morgenen, går de bare igen fordi hun ikke lukker op!!!!!!!!!!!! Min mor ville ikke indlægges, og mener selv hun bare faldt og ikke kunne komme op.
Den næste tid blev forfærdlig, jeg kæmpede for at mor skulle blive overtalt til hospital eller plejehjem, men hun nægtede, og mine opringninger til læge, hjemmeplejen osv nyttede intet, det eneste der kunne komme i gang var fuld opdækning af hende, så de kom fast hver 3-4 time i døgnet. Og det var et helvede for min mor, hun så syner og var bange, og så afkræftet at hun intet kunne selv. Lå i sin seng eller sad i sin stol, og var total afhængig af andre.
Aftaler med min mor om fredagen at Mona og jeg skal komme ud og gøre rent ved hende, da det er begrænset hva hjemmeplejen gør. Og vi fik et chok da vi så hende. Hendes højre ben var hævet op og blå, og hun var apatisk, træt, snakkede ikke samhængende, kunne ikke skelne os fra hinanden og sad mere eller mindre og døsede hen hele tiden. En hjemmesygeplejerske, var der og var ved at binde benet ind. Min mor ville ikke have læge, men fik overtalt hende til at der blev ringet efter ham. Og så gik overtalelsen igang til at få hende indlagt, og det ville hun absolut ikke, og frustrationerne voksede hos mig for hun var så syg, og jeg frygtede hun skulle sidde i den skide stol og dø. Til sidst lykkedes det dog lægen ringede efter en ambulance, og vi sad ved hende til den kom.Og det var slet ikke min mor som vi sad med der...Hun så ting, talte til os som om vi var fremmede mennesker, som hun høfligt spurgte ind til, og sad og var ind imellem fuldstændigt apatisk. Og jeg var ikke i tvivl om at der skulle et mirakel til for at jeg fik min mor tilbage, og den tilstand hun var i var ikke ønskeværdig for nogen. Hun blev kørt på sygehuset, og Mona og jeg faldt sammen for hva nu!!!!
fortsættes
onsdag den 1. februar 2012
De tog ski r.... på mig
Igår var det min fødselsdag, en rund dag, og som den medalje som jeg fik af min nevø og nevøsvigerdatter sagde så blev jeg 40 fræk og sexet ;)
Dagen startede med Flemming og Sille stod for enden af sengen og meget lavmælt diskuterede hvem der skulle starte med fødselsdags sangen " du skal, nej du skal, nej du skal" hihi, og da jeg jo "sov" var det jo med ikke at begynde at klukke, for de var så søde.Så jeg fik morgensang på sengen, og morgenbordet var dækket med lys, flag og lækker morgenmad ;) Til Middag kommer der den flotteste buket blomster, chokolade, kaffe og lækker marmelade til mig , fra min familie på Møn <3
Jeg havde besluttet at jeg ikke ville holde fødselsdag, for har ikke energien og kræfterne, så kun børnene, svigermor og min bror skulle komme. Da jeg så inviterer Mona og Joachim får jeg den besked at de laver maden, for jeg skulle ud og shoppe om eftermiddagen, med Mona og Sara, så jeg skulle have energi til at kunne hygge mig om aftenen. Og det rørte mig dybt at de tænkte sådan og var meget taknemmelig. Vi planlagde at der skulle være raclette, og jeg havde noget af køddet osv. Jeg er total kontrolfreak, så at slippe på den måde, var lidt svært, og skulle tage mig meget sammen til ikke at tjekke hun nu også handlede det rigtige osv .... Hun kom dog mandag og fik fortalt hva hun havde handlet, og fik mit kød med hjem så hun kun ordne det dagen efter.
Jeg bliver så hentet kl 14 af de store piger og vi skal ned og shoppe tøj til mig :D En super hyggelig tur, hvor de slæbte mig ind i alle de butikker de kunne få øje på. På et tidspunkt siger Mona vi lige skal ind i Frellsen.....Og min første tanke var " hva pokker skal vi i Freldsens hær?????" men vi nøjes med Frellsen hvor vi fik den skønneste kop cacao, og duften af hjemmelavet chokolade ....uhmmmm Da klokken nærmede sig 17, så skulle vi hjem, for pigerne skulle jo hjem og hjælpe Joachim færdig med maden. Men da vi så rammer p paldsen, siger Mona at Jokke var færdig med maden så de gik lige med hjem og fik en smøg og ville sidde lidt... Jamen det var da i orden, så kunne vi lige hygge lidt inden gæsterne kom.
Da vi kommer ind i lejligheden var den helt gal!!!! Der stod gryder på komfuret og buldrede!!! Hva pokker laver de der, man får ski da ikke kartofler, bønner og gulerødder til raclette, og hvorfor i alverden havde Joachim sat det over!!!! Mens jeg står med hovedet ned i gryderne og skumler, over at jeg vidste jeg skulle have holdt bedre øje med dem, siger Mona " hvor er Sille og Flemming" "det ved jeg ikke", får jeg mumlet i min stadig undren over det mad. Får mig rystet fri af mit komfur, og får øje på Joachim der sidder inde i min mørke stue og tænker "hvorfor sidder han der og kigger på mig i mørke" og tror vist det rabler for ham, og pludselig bliver der råbt "SURPICEEEEEEEEEEEEEEEEEE" Og så ramlede det for Tonni!!!!!! Og med den Fib hjerne jeg har så går der altså lidt inden man opfatter hva der foregår, hvorfor og følelserne tager lige overhånd et øjeblik da det går op for mig, at min familie og min veninde og bedste ven, har haft planer om ren forkælelse af mig.
Min veninde Lotte havde simpelthen stablet en 3 retters menu på bordet. Alle mine livretter blev serveret, Rejecocktail (MUMS) , oksesteg med Lottes Killervildt sovs og hva der ellers hører sig til waldorfsalat, feks mumse mumse mumse, og frugter med råcreme. Og til kaffen var der lækre boller. Alt blev serveret, og jeg havde total adgang forbudt i køkkenet. De knoklede med servering og oprydning, og jeg sad bare der!! Det var så hyggelig en aften, og jeg kæmpede en kamp med mine følelser for det var så overvældende. Tænk at jeg har så fantastisk en familie, og venner som har gjort det her for mig, og må nok indrømme at da de alle var gået så tog jeg lige en tudetur, for hold da op hvor er jeg heldig <3<3<3<3<3<3
Jeg fik nogle helt fantastiske gaver, gavekort til tattovering (skal ned og bestille tid idag) penge og gavekort til tøj (min garderobe er fatal) en tørretumbler (jaaaaaaaaaaaaa) smuk perlekæde af Sille, og en medalje for sexede 40 årige ........ Da alle var gået hjem, var der ryddet op, så man ikke kunne se der havde været surprice party for mig.... intet var overladt til tilfældighederne. Alle havde vist hva der skulle ske, selv Sille, og jeg havde bare fattet HAT. Selv da jeg stod i det gik der længe før jeg fattede noget hihi, er vist ikke så skarp som jeg selv troede ;)
Tak til Flemming, Sille, Mona, Joachim, Sara, Lotte, Thomas, Jørgen, Kirsten, Mads, Betina fordi i gjorde min fødselsdag så speciel, det har varmet mig så meget og er så taknemmelig.
Dagen startede med Flemming og Sille stod for enden af sengen og meget lavmælt diskuterede hvem der skulle starte med fødselsdags sangen " du skal, nej du skal, nej du skal" hihi, og da jeg jo "sov" var det jo med ikke at begynde at klukke, for de var så søde.Så jeg fik morgensang på sengen, og morgenbordet var dækket med lys, flag og lækker morgenmad ;) Til Middag kommer der den flotteste buket blomster, chokolade, kaffe og lækker marmelade til mig , fra min familie på Møn <3
Jeg havde besluttet at jeg ikke ville holde fødselsdag, for har ikke energien og kræfterne, så kun børnene, svigermor og min bror skulle komme. Da jeg så inviterer Mona og Joachim får jeg den besked at de laver maden, for jeg skulle ud og shoppe om eftermiddagen, med Mona og Sara, så jeg skulle have energi til at kunne hygge mig om aftenen. Og det rørte mig dybt at de tænkte sådan og var meget taknemmelig. Vi planlagde at der skulle være raclette, og jeg havde noget af køddet osv. Jeg er total kontrolfreak, så at slippe på den måde, var lidt svært, og skulle tage mig meget sammen til ikke at tjekke hun nu også handlede det rigtige osv .... Hun kom dog mandag og fik fortalt hva hun havde handlet, og fik mit kød med hjem så hun kun ordne det dagen efter.
Jeg bliver så hentet kl 14 af de store piger og vi skal ned og shoppe tøj til mig :D En super hyggelig tur, hvor de slæbte mig ind i alle de butikker de kunne få øje på. På et tidspunkt siger Mona vi lige skal ind i Frellsen.....Og min første tanke var " hva pokker skal vi i Freldsens hær?????" men vi nøjes med Frellsen hvor vi fik den skønneste kop cacao, og duften af hjemmelavet chokolade ....uhmmmm Da klokken nærmede sig 17, så skulle vi hjem, for pigerne skulle jo hjem og hjælpe Joachim færdig med maden. Men da vi så rammer p paldsen, siger Mona at Jokke var færdig med maden så de gik lige med hjem og fik en smøg og ville sidde lidt... Jamen det var da i orden, så kunne vi lige hygge lidt inden gæsterne kom.
Da vi kommer ind i lejligheden var den helt gal!!!! Der stod gryder på komfuret og buldrede!!! Hva pokker laver de der, man får ski da ikke kartofler, bønner og gulerødder til raclette, og hvorfor i alverden havde Joachim sat det over!!!! Mens jeg står med hovedet ned i gryderne og skumler, over at jeg vidste jeg skulle have holdt bedre øje med dem, siger Mona " hvor er Sille og Flemming" "det ved jeg ikke", får jeg mumlet i min stadig undren over det mad. Får mig rystet fri af mit komfur, og får øje på Joachim der sidder inde i min mørke stue og tænker "hvorfor sidder han der og kigger på mig i mørke" og tror vist det rabler for ham, og pludselig bliver der råbt "SURPICEEEEEEEEEEEEEEEEEE" Og så ramlede det for Tonni!!!!!! Og med den Fib hjerne jeg har så går der altså lidt inden man opfatter hva der foregår, hvorfor og følelserne tager lige overhånd et øjeblik da det går op for mig, at min familie og min veninde og bedste ven, har haft planer om ren forkælelse af mig.
Min veninde Lotte havde simpelthen stablet en 3 retters menu på bordet. Alle mine livretter blev serveret, Rejecocktail (MUMS) , oksesteg med Lottes Killervildt sovs og hva der ellers hører sig til waldorfsalat, feks mumse mumse mumse, og frugter med råcreme. Og til kaffen var der lækre boller. Alt blev serveret, og jeg havde total adgang forbudt i køkkenet. De knoklede med servering og oprydning, og jeg sad bare der!! Det var så hyggelig en aften, og jeg kæmpede en kamp med mine følelser for det var så overvældende. Tænk at jeg har så fantastisk en familie, og venner som har gjort det her for mig, og må nok indrømme at da de alle var gået så tog jeg lige en tudetur, for hold da op hvor er jeg heldig <3<3<3<3<3<3
Jeg fik nogle helt fantastiske gaver, gavekort til tattovering (skal ned og bestille tid idag) penge og gavekort til tøj (min garderobe er fatal) en tørretumbler (jaaaaaaaaaaaaa) smuk perlekæde af Sille, og en medalje for sexede 40 årige ........ Da alle var gået hjem, var der ryddet op, så man ikke kunne se der havde været surprice party for mig.... intet var overladt til tilfældighederne. Alle havde vist hva der skulle ske, selv Sille, og jeg havde bare fattet HAT. Selv da jeg stod i det gik der længe før jeg fattede noget hihi, er vist ikke så skarp som jeg selv troede ;)
Tak til Flemming, Sille, Mona, Joachim, Sara, Lotte, Thomas, Jørgen, Kirsten, Mads, Betina fordi i gjorde min fødselsdag så speciel, det har varmet mig så meget og er så taknemmelig.
Abonner på:
Opslag (Atom)