Ægteskab

Var til bryllup igår, med et par unge mennesker som står på en helt ny rute i deres liv, som bliver en stor omvæltning da de også venter barn. Da jeg skulle skrive i deres gæstebog ville jeg så gerne give en masse råd, om de faldgruber der er, når man er i ægteskab og samtidig får et lille barn, for lige så lyserødt det ser ud, lige så svært kan det være...og lige så svært det kan være, lige så fantastisk er det...

Jeg gjorde mig en masse tanker igår, nok også fordi min 6 års bryllupsdag er lige om hjørnet, så bliver jeg lidt nostalgisk, og tænker på vores dag for 6 år siden, og på vores liv sammen, som ægtepar, og med et lille barn der kom lige efter bryllupet...Det har været dejlige år og svære år, men vi har været så heldige at vi er fasttømret som par, og elsker hinanden så højt, at tanken om at undvære hinanden er forfærdelig, så vi kommer igennem de svære tider, og nyder de gode tider i fulde drag...

Men hvad er det egentlig et ægteskab er?

Kærlighed selvfølgelig!! Der er ingen ægteskab uden kærlighed. Man svæver ikke hele livet på en lyserød sky af kærlighed, og nogen gange er kærligheden stærkere end andre, men lad være med at opgive på kærligheden, den er det værd.

Troskab!! Troskab er alt, man indgår et ægteskab som er for de to parter, og der inviteres en 3. part ikke ind, utroskab ødelægger ikke blot ægteskaber, men familier, selvværd og tro på andre mennesker resten af livet.

Tillid!!! Tilliden i et ægteskab er vigtig, man gifter sig med sin bedsteven, sin livsledsager, sit livs kærlighed, så man skal huske at behandle hinanden lige netop sådan. Smutter tilliden, smutter ægteskabet.

Respekt!!!! respektere hinanden, lav ikke om på hinanden, men indgå kompromiser, så begge parter er glade, og når man går ind i en konflikt, så overvej om der er grund til at skabe en konflikt, eller om det egentlig bare en bagatel og banalitet, vælg kampene med omhu, lad være med at søge efter dem. Behandl hinanden med respekt, så i altid kan se hinanden i øjnene selv efter et skænderi. Og at sige undskyld er ikke et nederlag, men en styrke.

Hvis opskriften på kærighed og ægteskab fandtes, så var der knap så mange skilsmisser, men det gør den ikke, så man må selv kigge på hva der ens egen opskrift. Hvad ægsteskab står for i en egen opfattelse.... og leve efter den, og så være enig med sin partner om reglerne i ægteskabet, for kører man hvert sit spor, så er der altid en der bliver såret... Ægteskab er hårdt arbejde til tider, men man skylder sig selv og hinanden at kæmpe for, nyde,og elske det ægteskab....

Jeg elsker min mand meget højt, og vil gå igennem ild og vand for ham. Han er mit livs kærlighed, og vores liv har været bølgedal, mest pga ydre påvirkninger, men vi holder sammen, for livet uden hinanden vil ikke være til at bære.... vi har haft mange skønne tider sammen, og der er så mange andre dejlige ting i vente for os <3

Dagens morale: Man kan ikke leve uden kærlighed, så visner man som en blomst der ikke får vand.

Store bededags ferie ;(

Har glædet mig til 3 hele dage med mine unger og mand, hvor vi havde fri og bare skulle være sammen. men det er ikke gået som forventet, og det skal jeg vist snart lære at leve med..... at min liv ikke er så forudsigeligt, og de ting jeg gerne vil kan blive ødelagt, af min dumme krop.
Pga fibromyalgien har jeg fået noget der hedder facet syndrom, som er en slags forstuvninger i mine led i ryggen, og det trækker om i bryst og ud i nakke arme og ben.... og det er meget smertefuldt, jeg får det indimellem, men denne gang er den værste jeg har oplevet...
Det er ligesom min krop den vil modarbejde mig..... de forskellige dele i kroppen, må have en aftale om at de skal angribe mig på skift, for der går ikke en dag uden jeg har noget der driller, og efterhånden er jeg ski ved at blive lidt vred, for kunne det dog ikke være slemt de dage de var på arbejde og i børnehave??? hvorfor skal det ske når de er hjemme, for det er ikke altid nemt at lade som igenting, og det er ikke sjovt at de skal se hvor skidt jeg har det.... sådanne dage her med så massive smerter, så ville jeg ønske jeg havde en hule jeg kunne gemme mig i lige som et såret dyr, til det var overstået, for min dårlige samvittighed nager mig.... de har ikke fortjent det her.
Jeg vil så gerne være en glad frisk og frejdig person, som kan lege med sille, og have energi og kræfter til min mand og børn.... kunne gøre ting for dem og med dem, uden at det skal koste mig næste dag, eller næste timer... Jeg plejer at være en sjov mor der danser rundt i hele lejligheden med mine børn, laver skøre ting, løbe efter dem og bare være sammen med dem på deres præmisser.... jeg savner det.... jeg savner MIG......DE savner mig .....
Har inderst inde gået og tænkt " det skal nok blive bedre" hver gang jeg har haft en træls tur, men nej det bliver ikke bedre, det bliver værre, og jeg må vist snart indse det!!! Jeg har svært ved at acceptere dennne tilstand af smerter, total udmattethed, en hjerne der fungere nogle dage som om jeg har alzheimer, at jeg taber ting, at jeg vakler pga balance, at jeg ikke har mange kræfter mere.... men hvordan gør man det, når man hele sit liv har kunne klare sig selv, skulle stuen males så gjorde jeg det selv, skulle der flyttes om så gjorde jeg det selv, har altid været med til at tage det tunge slæb.... nu kan jeg ikke engang stole nok på min krop til at jeg må hælde vand fra gryden med kartofler!!! når vi spiser er de andre i fare for der kommer noget flyvende gennem luften fordi min hånd spasser ud...ja jeg ved godt jeg lyder træls og bitter lige nu, og det er jeg også, men tror det er meget naturligt, når man er ved at opdage at ens liv aldrig bliver det samme??? at man aldrig bliver bedre, men får det værre og værre???? Men hvis jeg ikke tager dette øjeblik til at rase min bitterhed ud, så eksploderer jeg, for jeg er ked og vred lige nu.....

og en ting er sikkert og det er min vrede, bitterhed og sorg lige nu, DEN skal nik blive bedre, for den skal ikke sluge mig, æde mig op, så meget skal den sygdom heller ikke ødelægge mig !!!!!

hvor er jeg lykkelig for en skøn familie der hjælper mig og er der for mig, ellers var jeg nok blevet vanvittig... de betyder alt for mig, og jeg vil gøre alt jeg magter for at de ikke skal hyldes ind i fibromyalgiens sorte net, for det har de ikke fortjent.... <3<3

dagens morale: indse, acceptere og kæmp..........

Påskeferie en udfordring ;)

Ja så har vi haft påskeferie, og det har været en udfordring lidt ud over det normale, synes jeg nu nok ;)

Vi var inviteret ud til nogle venner på deres campingplads, så vi kunne hygge og holde påskefrokost. De have så lånt en lille vogn til os, og den fungerede upåklageligt....Drengene fik varmen i vognen igang så den var lun og fin... Sille var glad for hun elsker absolut at campere, og vi er jo ved at sælge vores og det er hun ikke helt tilfreds med...Men der var jo for pokker fyldt med isbjørne og pingviner derude, og den varmer der var i forteltet kunne ikke varme det op, så var vi heldige og solen kom frem så kunne vi godt holde varmen, men blev den væk ja så hed det desværre kun ca 10 grader som maks varme....Og jeg er en frossenpind, jeg fryser altid, så man skal forestille mig sidde fuldstændigt krympet sammen af kulde, med muskler der kramper og halleluja det gik derudaf.....Lørdag morgen blev vi enige om at vi pakkede sammen, og når påskefrokosten var slut, så tog vi hjem, for nu blæste det oveni en halv pelikan....
Da vi havde været der et par dage, blev jeg desværre angrebet at en jernbjælke nede på legepladsen, den var vist rimelig fortørnet over at jeg ikke lige så den, da jeg ville vende mig for at gå, så den synes jeg skulle have et gok af format med dertil hørende bule i panden. Det er godt nok svært at holde værdigheden overfor en legeplads fyldt med mennesker, når man ser sol måne og stjerner og føler sig lidt åndssvag ;)
Så blev det påskefrokost, super hyggeligt med lækker mad, en af de andre gæster havde tzaziki med hjemmelavet, og den var bare god, så jeg fik tzaziki nok for hele bordet tror jeg......og med den mængde hvidløg han havde kommet i så har jeg nok duftet skønt de sidste par dage;)

Og så tog vi hjem, Hallelujaaaaaaaaaa hvor var det dejligt, der var varme, og min seng rååååååbte på mig, da jeg ikke havde fået meget søvn dernede, så jeg tog lige 10 timer i træk, og det ligner absolut ikke mig, så jeg må have trængt til det...Så vi har hygget, og mine dejlige niece Sara har været et smut forbi og sludre lidt....
I morges da jeg vågnede harvde jeg fået et kæmpe forkølelses sår på overlæben, så er godt hævet, og da jeg havde set mig selv i spejlet fik jeg et mindre chok..... jeg ligner en fraggel !!!! min overlæbe buler ud og hævelsen går helt op mod kinderne....Flemming kunne nu ikke lige forstå jeg fik et chok over at ligne en fraggel, for det havde jeg jo altid gjort.......hmmmmmmm skal nok finde en hævn ;)

Nu skal vi have lavet søndags-hygge-morgenmad som Sille kalder det, og resten af dagen skal der bare hygges inden det hedder hverdagens sure pligter igen igen...

god påske til alle.

Søndag, sol og store smil :D

Åhhhhhhhh idag har jeg været ude i solen..... Jeg ringede til Mona og spurgte om det ikke var nu vi skulle ud og sidde og hygge i solen..... Og afsted det gik, tæppe, the, smøger, solbriller og godt humør, og så ud på græsset... Det varede ikke længe før en mor til en af de piger Sille leger med kom og smed sig med os, og så stod den ellers på kvinde snak, solstråler i stride strømme, og ikke mindst barnelatter alle vegne fra..
Her er mange børn i området, og Sille nyder at hun bare kan gå ud og så er der for det meste nogle at lege med, og hun er jo fuldstændig ligeglad med alder og køn, bare de kan lege så er hun glad :D Vi er s glade for at vi har valgt det her område, især for Sille's skyld, men idag fik jeg også øjnene op for hvor godt det er for os alle....I dag har været en rigtig dejlig dag, og det er længe siden jeg føler jeg har haft sådan en ro indeni rent mentalt som idag.... jeg nyder foråret er kommet, jeg nyder at jeg er blevet varmet af solen, at kunne være ude uden at ryste af kulde og få ondt i hele skroget.... dejlig dag <3

I morgen får jeg besøg, jeg er meget spændt på det, det er en super sød pige som jeg har lært at kende igennem fibromyalgi-gruppen, og det virker som om vi har en pokkers masse tilfælles, så måske er der også et nyt venskab på vej <3

Nu nyder jeg kl næsten er 20, det er ikke mørkt endnu, Sille ligger nybadet i sin seng og dufter som små sommerblomster, og har røde kinder, en kage er i ovnen, og om lidt vil jeg tage min mand i hånden og gå ind og se en god film.... Lige nu kan livet ikke være bedre <3

dagens morale: en simpel ting som at sætte sig i græsset, kan være det der vender din mentale vinterhi

Forårets komme

Vi er ved at ramle ind i en årstid jeg elsker.... Hvis der er noget der kan gøre mig rigtig glad i låget, og som kan få mig til at få lyst til at lave skomagerhop mens jeg jubler, så er det foråret der kommer...Jeg fryser hele vinteren noget så forfærdeligt, og gå udenfor er en pinsel for jeg bliver så kold at det gør ondt i hud, muskler og knogler... Når foråret rammer, solen skinner og det er behageligt at gå ud, man kan mærke solen luner på en, og det hele dufter af forår....åhhhhhhhh det er så skønt. Når jeg ser de første knopper på buske og træer går jeg helt i selvsving, for så er beviset her !!!! FORÅRET ER KOMMET :D En lykkerus oplever jeg når jeg går derude og kan dufte, se og mærke det, og jeg bliver fuldstændigt som en hest der kommer på fold efter lang tid i stald, jeg opfører mig dog mere behersket , ud af til ;) Og så skal der påskeliljer i vaserne, det er et absolut must, det er solskin indendøre <3
Jeg er kommet i forårshumør, og tankerne om alt det hyggelige man nu kan komme til udenfor rumler i hovedet på mig;) Da vi er stoppet at campere, skal jeg have fundet en ny måde at nyde udendørslivet på, men det skal jeg nok finde, intet kan holde mig ude af solen og duftene ;)
Sille nyder også vinteren er ved at sige godt og grundigt farvel, forleden tog jeg hendes flyverdragt med hjem fra børnehaven, og da vi pakkede hendes regntøj og termotøj istedet for, rakte hun armene op i vejret og råbte "ALDRIG MERE FLYVERDRAGT OG VANTER JUBIIII" Så jeg tror hun har min begejstring for forårets komme ;)
Jeg tror på at foråret har noget godt med sig, jeg kan mærke det indeni, det føles godt.....

dagens morale : nyd de små ting, men husk at de små ting kan være kæmpestore, så lad være med kun at kigge efter de store ting, og lad være med at gøre de små ting til petitesser..... du afgør selv hvordan glæden skal ramme dig <3

Jeg er gået lidt i stå med min blog, synes ikke jeg har haft oplevet så meget som der var værd at skrive om, og det der var værd at skrive om har jeg glemt ;)
Jeg har haft en måned hvor jeg har sat tempoet gevaldigt ned, pga jeg kunne mærke min krop sagde stop, og pga min læge sagde stop, fordi jeg havde fået en omgang stress, som resulterede i at min krop stod helt af med smerter, træthed, betændelse osv.... så Tonni har holdt lav profil, og har nullet rundt i mit eget tempo, så jeg kunne få det bedre igen.... For er der noget fibromyalgi ikke kan lide ja så er det åbenbart stress..... og nu er jeg da ved at få så meget ro på at jeg kan sidde og se en film med mine dejlige mand, uden at fare rundt i hele lejligheden og koncentrationen er væk, så jeg må da være på rette vej nu ;)

Jeg har meldt mig til et netværk over nettet med andre der har fibromyalgi, og har læst, lært og fået gode råd mht denne sygdom. Det kan godt være lidt ensomt ind imellem, da man godt kan blive en del isoleret af den, og især de kognitive ting synes jeg kan være svære....Så besluttede mig for at i dag ville jeg komme til et møde de holdt, og se hvad det var for noget...Min bror kørte mig derned, tror han skulle være sikker på at jeg ikke fortrød i sidste øjeblik, på trods af jeg havde en aftale med en af pigerne om at vi fulgtes derhen;) Det var en meget positiv oplevelse rigtige søde piger allesammen, og vi var i samme båd!! Hold da op der sad nogen som havde det lige som mig, som vrøvlede lige som mig osv, det var altså dejligt......at se man i denne "fibroverden" faktisk var helt normal :D skal afsted igen næste gang, og er spændt på det og se hvad det kan bringe mig.... I dag har det givet mig et spark til at skifte læge....... jeg får ikke noget smertestillende af lægen, der er ikke noget der hjælper og det skal jeg leve med..... og det passer ikke!!! de andre får hjælp til at holde det ud, så nu skal der lægeskift til så jeg kan få det bedre og et bedre liv med mere livskvalitet ;)



dagens morale : lad være med at være så autoritetstro
                        du er ikke alene

Mandage :(

Jeg hader mandage!! Allerede søndag begynder jeg at få fornemmelsen af mandag ind under huden, Og når jeg går i seng søndag aften, er det med et indre suk, for når jeg vågner er det mandag.
Jeg har egentlig ikke den store grund til at hade mandage.... I mange år har mandag været den dag jeg lader op efter weekenden, mit sind og krop restituerer sig, efter at have været "på". Den dag jeg helst ikke laver aftaler da det er "min dag", og plejer at tage "tonni -hygge-tid"
Den følelse har sneget sig ind over noget tid, og har ved faktisk ikke hvornår den begyndte, men skal helt sikkert have den stoppet, for hvor latterligt er det ikke lige at hade en ugedag. Man siger jo det er en indstilling der gør livet godt, så må jo have gjort mandag til en dejlig dag ;)

Jeg tror mandagene er så dumme fordi, så er en weekend hvor jeg har været sammen med min dejlige familie slut. Jeg elsker at vi bare kan dalre rundt om morgenen, og jeg ikke skal stille krav til Sille (og mig selv) hun kan bare tage det i hendes eget tempo. Og hun elsker at tumle rundt i nattøj til langt op af dagen, og skal vi ikke noget, ja så kan det lige så godt blive hele dagen hun er i nattøj. Her er så rolig en stemning, og det elsker jeg.

Mandag morgen går altid i ged for os.... Vi kan simpelthen ikke blive færdige, og tiden render altid fra os... vores tempo er i sneglefart, eller også er det vores ure der er noget galt med, de render alt alt for hurtigt :) Sådan er det ikke de andre dage, der har vi vores rutiner, som bare fungerer, og er færdige på klokkeslette næsten... Resten af dagen er bare mærkelig, får ikke lavet noget, men får heller ikke taget og hygget mig og slappet af... dagen snegler sig afsted ganske ganske langsomt til jeg skal hente Sille, og Flemming kommer hjem....Og så skulle man jo tro at den dumme mandag blev god, men nej hele dagen er skæv, og jeg venter bare på at komme i seng, så det kan blive tirsdag, og alt kan blive normalt igen ;)

Dagens morale: køb evt nye ure ;D
                         husk at være Tonni, og ikke kun mor og kone, og nyd min alene tid.
                         Omdøb evt Mandag til Quindedag :D men hvor søger man sådan en tilladelse :D

de sidste 2 dage i hendes liv

Om morgenen da min mor vågnede, vågnede hun smilende og glad. Hun var i en lykkerus, som ikke kan beskrives. "tak" sagde hun til mig. "Hmmmm tak for hvad mor?" "tak fordi du har reddet mit liv!" Jeg forsøgte at finde hoved og hale i hvad hun mente, og fandt til sidst ud af, at min mor troede hun døde, var kommet i kapellet, og så var jeg kommet og havde givet hende livet tilbage. Prøvede at forklare hende at det ikke var sket, at hun stadig levede, men hun var ikke til at rokke... Jeg havde genoplivet hende!!! Og hun var så glad, snaksalig og ikke mindst taknemlig, det her skulle der simpelthen skrives om i bladene mente hun, for det var da et sandt mirakel :) Sygeplejerskerne kom ind for at vaske min mor, og jeg fik nøje instrukser om at spise, og få noget luft imens de var ved hende. Imens kom Flemming, han havde afleveret Sille i børnehaven og kom for at være ved mig og aflevere lidt ting til mig. Da vi kom ind til min mor var vi ved at tabe næse og mund!!! Hun sad op i en stol!! Jeg blev så glad, og så forvirret, igår kunne hun intet, og vi fik at vide hun var døende, og nu sad hun i en stol.......... hev fat i en sygeplejerske og spurgte ind til hva der lige foregik, for nu forstod jeg ingenting. Hun forklarede mig nænsomt, at man tit så en forbedring ved døende mennesker lige inden de gik væk, så intet var forandret. Imens min mor sad i den stol så hun noget..... hun stirrede lige ind i væggen, smilede saligt og henrykt og sagde "nejjjjj hvor er det smukt" og hun var lykkelig i det øjeblik :) Jeg er overbevist om at hun så dejligt, jeg er ikke troende, tværtimod, men det varmede mit hjerte, for hun havde en fantastisk oplevelse i det øjeblik.

Selvfølgelig kunne hun ikke sidde i stolen særligt længe, så hun blev hurtigt flyttet over i sin seng igen. Flemming tog hjem igen, og jeg havde resten af formiddagen og eftermiddagen alene med min mor. Den dag står så klar i mit hoved, på trods af omstændighederne havde vi en fantastisk dag... Min mors sind var for det meste omkring 3-4 år, hun sludrerede ivrigt med håndtaget over sengen, legede "kukkebøh" med mig, og vi fik fortalt hinanden hvor meget vi elskede hinanden. Hun ville spise!!! Kun is, som er meget mærkeligt for hun kunne ikke lide is, men hun spiste det med velbehag, og vi fik lokket lidt medicin i hende på den måde. På det tidspunkt var det meget svært for mig at se at jeg skulle miste hende, for hun virkede bedre og aktiv. Sidst på eftermiddagen, begyndte hun desværre at gå ind i sig selv, og forsvandt i sit sind.

Mona kom fra arbejde, for at sidde ved sin mormor, jeg gik en tur så de kunne få lidt tid sammen alene, og jeg kunne rense hovedet. Det var så svært at gå, for hva nu hvis der skete noget med mor, og nu sad Mona alene med hende osv osv, så jeg var hurtigt tilbage. Desværre fik Mona ikke lov at opleve min mors sidste glæde, og det gør ondt i mit hjerte, for det havde været en både trist, hård og sjov dag.... jeg kan stadig se min mor lave sjov med mig osv, og det billede ville jeg godt have Mona var gået derfra med. 

Om aftenen gik isspisningen også i stå, tror måske hun fik for meget, for her var der noget jeg kunne gøre aktivt for at hun skulle få det bedre, det var protein is, så det gav næring, og fik jeg pumpet næring i hende  ville hun måske blive ok igen ;( der var ingen kontakt med hende og til sidst faldt hun i søvn.....

I løbet af natten døser jeg hen, og vågner ved at min mor trækker vejret mærkeligt. Jeg kan ikke beskrive den lyd på nogen måde, hun kunne ikke få vejret ordentligt og gispede nærmest som en fisk. Jeg kaldte på sygeplejersken, og hun fik et ordentligt skud morfin, som muligvis ville hjælpe min mor med vejret. En halv time efter fik hun igen og det hjalp intet. Nu sad jeg i det sidste med hende, nu var det et spørgsmål om tid før hendes krop ikke ville mere. Hun kæmpede en kamp den lille kvinde, og det var så hårdt at se på. Da der var vagt skifte talte jeg med "min" sygeplejerske, om de ikke godt kunne fjerne drops osv, for hun hadede at have dem i, og dagen før havde de kommet sonde igennem næsen, og hvis hun var ved at dø skulle hun ikke have alt det lort i sig til at genere hende.... Sygeplejersken sagde at det skulle en læge og det varede et par timer før der var stuegang... Jeg var så frustreret, lad hende være nu, ikke mere pineri, jeg synes ikke det var fair mod min mor mere. Jeg blev endnu engang sendt ud for at få luft mens de vaskede hende, og da jeg kom tilbage var alt grej blevet fjernet fra min mor. " Tja, sonden var røget ud, og droppet blødte" sagde sygeplejrsken..."tak" sagde jeg det, tak fordi der var et menneske der tænkte ud over regler og normer <3 

Jeg sad med mor og nussede hendes hånd, og hun var meget langt væk, hun sad op med åbne øjne, men hun var så langt inde i hendes vejrtrækning at jeg ikke tror hun kunne rumme andet. Jeg smurte hendes læber konstant med læbepomade, for hun hadede tørre læber og det var det eneste jeg kunne gøre, for at gøre hendes situation bare en anelse bedre følte jeg. Og da Flemming kom, og vi snakkede meget om vi skulle få Mona ind på sygehuset. Først ville jeg ikke have det, det var alt for en ubehagelig måde min mor var ved at dø på, og efter råd og vejledning med sygeplejersken, så kørte han afsted for at hente hende.

På det tidspunkt begyndte min mor og få problemer med spyttet. Og sygeplejersken vendte hende om på siden, ingen reaktion overhovedet på at hun havde stærke smerter i benet mere, og sygeplejersken forklarede mig at nu var det meget tæt på, hun forklarede de to scenarier der nu kunne ske, og forlod mig i fred med min mor. Min mors gispen blev svagere og svagere over ca 15-20 min, hun fik mere og mere ro og faldt i en dyb søvn, indtil hun åndede ud.... Jeg har altid været bange for døden, men at se hende virkelig få fred på den måde, var så beroligende, og godt at se på en en mærkelig måde, for samtidig tænkte jeg også NEEEEEEJJJJJJJ du må ikke!!!!Jeg ringede efter sygeplejersken hun kom ind, og sagde til mig at nu skulle jeg altså komme ud med nogel følelser, nu havde jg holdt mig selv oppe længe nok, og spurgte om jeg ville være alene..... jeg bad hende holde øje med Flemming og Mona så hun kunne fortælle det så de ikke skulle komme ind og opdage det.Og så skreg jeg.......... den lyd er kom ud af mig har jeg aldrig hørt før, jeg nærmest brølede og græd min sorg ud, kunne slet ikke styre det, det var så forfærdelig en følelse... selv da Mona og Flemming kom ind kunne jeg ikke stoppe. Jeg kunne ikke engang stoppe for at Mona ikke skulle se mig i den tilstand, jeg var ude af min egen kontrol. FUUUUUUUUCK.

Jeg nussede og lagde min kind ind til hendes et utal af gange, var panikslagen, for vidste godt jeg ikke skulle se og røre hende mere, og kunne ikke få nok af de sidste berøringer af hendes hud. Puttede dynen om hende da hendes skulder begyndte at blive kølig, for hun skulle holdes varm bare lidt endnu. Og hun så så fredelig ud, hun havde virkelig fået fred, og det var godt for hende, for hun kunne virkelig ikke mere, og havde et miserabelt liv tilsidst. Da vi alle havde fået nusset, og grædt, kom sygeplejersken ind og sagde om hun skulle have sit eget tøj på , for så skulle vi hente det nu inden mor blev for stiv. Puha allerede der skulle jeg tage stilling til noget.... afsted til hendes lejlighed det gik, og jeg fandt den kjole hun havde haft på til Sara's konfirmation året inden. Det hele foregik i en tåge, jeg græd og følte at jeg bare ville rulle mig sammen, helt alene for nu var min grænse nået. Da vi kom ind på sygehuset, klædte de hende på og gjorde hende klar. Og hun så så forkert ud, håret sad forkert, kraven på kjolen var helt oppe i halsen, og det har hun aldrig kunne lide, og alt var bare forkert følte jeg, jeg ville bare væk, men jeg ville heller ikke forlade hende for det var sidste gang vi så hinanden, og jeg var så splittet indeni.  Men tilsidst tog vi hjem..... Jeg havde ringet til min niece, så hendes kæreste og  hende kom, og Thomas og Sara kom hjem til os.... Og vi var der bare, sammen og hver for sig, men trøstende...... Jeg var bare så træt, havde ikke sovet mange dage, kunne ikke tænke klart, og tror jeg gik ind i mig selv. Om aftenen da vi var alene Flemming og jeg , lå jeg bare krøllet sammen ved ham og hulkede al min sorg ud...... Jeg var nu forældreløs, jeg havde ingen mor mere, jeg følte mig meget alene i verden!!!! Og hvordan skulle jeg komme videre herfra??? 

Men det gør man jo, selvom man indimellem føler man drukner, så kommer man mærkeligt nok videre....

De dage var så benhårde, og de havde deres omkostninger, men jeg vil ikke være foruden dem. At have de sidste dage, timer og minutter med min mor har betydet så utroligt meget for mig, og jeg er glad for jeg ikke stak halen mellem benene, men var ved min mor, så hun ikke døde alene, men gik igennem det med mig.

Om 2 dage er det 1 år siden hun døde, og jeg håber i mit stille sind at hun går igennem den dag sammen med mig, for der har jeg brug for min mor til trøst <3

3. dagen på min mors sidste rejse.

Puha jeg kan ikke sove nu, tankerne om min mors sidste dage kører rundt i hovedet på mig. Og jeg savner hende så det gør så ondt indeni, at jeg ikke ved hvordan jeg skal få det væk. Billeder af hendes sidste dage kører rundt i hovedet på mig, og jeg har en desperation indeni fordi jeg aldrig skal se hende mere.Kan godt være jeg er er blevet 40 år, men hold da kæft hvor har jeg stadig brug for min mor!!!
Men nu vil jeg få fortalt lidt videre.

På 3. dagen ringede jeg om morgenen op på hospitalet, for at høre hvordan min mors nat var gået. Og endelig havde de fundet ud af hvilken afdeling hun skulle ligge på, så der var hun blevet flyttet op aftenen før da vi var gået. Sygeplejersken jeg talte med kunne fortælle at min mor stadig var meget skidt, men det billede der var blevet tegnet af mor fra den anden afd. at hun var så agressiv osv, det kunne de overhovedet ikke forstå, for det var ikke sådan hun var nu. Puha en lettelse, sygeplejersken sagde at hun synes da jeg skulle komme snart, så jeg selv kunne se det.
Og afsted det gik, vi kørte derop, og så min mor ligge rolig i sengen. Hun var stadig meget udspilet, meget afkræftet, og ikke helt til stede, men vi kunne snakke med hende og havde en kontakt med hende. Og hun var så glad for at se mig :) Hun havde mange smerter i benet, og bad flere gange meget panisk om jeg ikke godt ville nusse hendes ben for det gjorde så ondt i det. På et tidspunkt siger hun til mig " misser, vi skal sige farvel nu, for nu er det ved at være helt slut." "Nej" siger jeg "det er det ikke mor, du skal nok få det bedre, og alt ordner sig"........"nej" sagde hun "ikke denne gang, vi skal sige farvel". Det påvirkede mig meget, for lige meget hvor syg min mor havde været de sidste måneder, så havde hun aldrig sagt sådan til mig før, tværtimod så havde hun nægtet at se hvor syg hun var.
Efter et stykke tid, vil Flemming og jeg lige gå ned og ryge en cigaret, og møder sygeplejersken på gangen som jeg havde snaket med. Hun tilbyder mig at jeg kan blive indlagt med min mor og de ville arrangere en seng inde ved hende!!!!! Der gik jeg fuldstændigt i baglås i hovedet! Aldrig har de tilbudt mig det før hvor hun var indlagt.... og jeg tænkte at nu skulle hun dø! Nej sagde jeg! Det kan jeg ikke jeg har en lille pige derhjemme, og en hund, og min mand arbejder, så det er ikke muligt på nogen måde!!!! Tror jeg følte at sagde jeg ja, så var det det samme som at give mor hendes dødsdom, fordi jeg så bare accepterede det, og det kunne og ville jeg ikke acceptere!! Og så gik jeg ned for at ryge!!! Mens vi står dernede, prøver Flemming på sin stille måde, at fortælle mig at alt det ansvar jeg følte der holdt mig tilbage, kunne han altså godt klare og håndtere, og han synes jeg skulle være ved min mor hvis jeg ville det.Efter lidt snakken frem og tilbage indser jeg at jeg panikkede, og selvfølgelig ville være ved min mor, så det fortalte vi så sygeplejersken da vi kom op.
Da jeg gik ind til mor, sad der en læge og ventede på mig. Der blinkede alle alarmklokker... en læge er altså ikke nem at få i snak en søndag udenfor stuegang!!!!Og jeg havde ikke spurgt efter ham!!
En rigtig rar ung mand, og hans øjne fortalte mig allerede ved håndtrykket at han kom med en grim mission. Han kunne fortælle mig at min mor var døende, og at det var et spørgsmål om tid, og havde hun familie der skulle sige farvel skulle det nok helst være idag. Han spurgte ind til om de skulle genoplive hende hvis evt hun fik hjertestop. Der tog jeg den sværeste beslutning i mit liv for mit indre råbte at selvfølgelig skulle de det for helvede!!!! Men jeg vidste med min fornuft hvad min mor ville svare jeg skulle sige.....Nej det skulle de ikke, hun var blevet pint nok. Og hold op hvor får det øjeblik mig stadig til at få lyst til at skrige høøøøøøøøjt, det er ikke fair at nogen skal spørges om det, om den de elsker så højt. Men der skete noget med mig indeni, jeg blev trist, ked og modløs.... Men bestemte mig for at det skulle min mor ikke få at se, hun skulle ikke se min panik eller tårer, for jeg vidste hendes største skræk var at efterlade mig alene tilbage... og den skulle hun ikke dø med! så jeg lukkede ned psykisk og græd ikke en tårer de næste 2 døgn.
Jeg ringede efter mine børn, så de kunne komme og sige farvel til deres mormor mens tid var. Og er så taknemlig for at hun ikke var som dagen forinden. Hun var sød og mild, og kom med små sjove barnlige udbrud. Men jeg var panikslagen for at hun skulle dø mens mine børn var der, det måtte de ikke se det kunne jeg ikke håndtere, så da de var kørt åndede jeg lettet op.

Om aftenen, og natten sad jeg ved min mor, jeg kunne ikke lide at gå fra hende, for hvis hun nu gik væk mens jeg ikke var der, det ville være så forfærdeligt. I løbet af natten lister jeg ned og røg en smøg, og da jeg kommer op igen, kigger hun på mig og siger "åh det var godt du er der, jeg er så tryg når du er her" jeg var så bange for at hun i sin tåge ikke vidste det var mig, og ikke ønskede det var mig, så det var en lettelse at høre de ord. Jeg har 3 andre søskende som ingen kontakt havde med min mor, og vidste at hun savnede dem, og det ikke var mig der var yndlingen af os 4. Og jeg savnede dem, jeg havde lidt kontakt med den ene bror, men vidste han ikke ville komme hvis han vidste hun lå for døden. Men jeg følte mig alene og ensom, jeg havde ingen til at aflaste mig, og ingen til at dele den fælles sorg at miste sin mor.... og skal ærligt indrømme at jeg forbandede dem langt væk, og følte mig svigtet.Jeg havde skulle være stærk så mange måneder for mor og klare så meget for hende alene, og trængte til der var nogen der tog over... jeg var bitter og ensom.
I løbet af natten lagde jeg mærke til at hendes hud hele tiden var våd, så sengetøjet nogen steder blev vådt, og at der ikke kom urin i posen. Hendes nyrer havde sat ud og fungerede ikke mere nu.... det eneste jeg kunne gøre for hende var forsøge at holde hende smertefri og tilkalde hjælp når hun klagede af smerter i benet, for hun tog hverken mad eller væske til sig mere.......

fortsættes

forts. fra igår

Dagen efter min mor blev indlagt tog Flemming og jeg op til hende på sygehuset. Og vi fik et chok af det syn vi mødte.
Hun lå stadig på akutmodtagelsen og da vi kom ind på stuen så jeg min mor, og jeg kunne slet ikke kende hende igen, hverken psykisk eller fysiks. Min mor havde som sagt tabt sig voldsomt, men nu var hendes lille bitte ansigt udspilet som en ballon, hendes øjne var sorte, vrede, og ondskabsfulde. Hun skældte og smældte og kunne kun bevæge hoved og arme, og hun forsøgte at rive droppet ud hele tiden. Selv da hun så mig, kunne jeg ikke få hende til at "komme til sig selv". Vi forsøgte at holde hendes hænder væk fra droppet og snakke beroligende til hende, men hun var ikke sig selv på nogen måde, og vi kunne ikke kommunikere med hende, der var lukket af.
Det var så forfærdeligt og blev nødt til flere gange at forlade rummet, for jeg var så rystet og ked af det.... var det sådan her min mor skulle være fra nu af??? var min mor væk???
Mens vi er der kommer der en læge og fortæller de mistænker min mor har en blodprop i benet, men inden de vil sende hende til århus, skal de lige stabilisere hende så det ville blive først på ugen. Vi endte vores besøg tog hjem og græd!!!! Den tilstand jeg opleved min mor i kan ikke beskrives, de følelser jeg havde kan ikke beskrives. Men jeg kan se og høre hende for mig, og den film er jeg bange for aldrig vil gå væk.Jeg kontaktede Mona og forbød hende at besøge sin mormor i den tilstand, for det ville Mona aldrig have kunne klaret at opleve, og den dag idag er jeg glad for jeg gjorde det. Det var ikke det billed af sin mormor hun skulle have i sit hoved.Og heldigvis var Sille og Sara ikke med os.

Om aftenen tog vi op til min mor igen, og der var hun blevet en anelse mindre ophidset. Hun var stadig gal og vred og råbte men tonet lidt ned.Flemming sætter sig i stolen bag sengen, og jeg sætter mig på sengen for at sidde ved hende. Og så bliver hun tosset!! Prøver at jage mig væk, for jeg skal gøre plads til Flemming, og da jeg prøver at berolige hende slår hun ud efter mig, skælder mig hæder og ære fra. Hendes øjne lyste af had til mig " FLYT DIG, KAN DU SÅ KOMME VÆK, JEG MENER DET!!!!!!" og havde jeg ikke rykket mig havde jeg fået en på lampen :( Kort efter tog vi hjem.
Jeg var så ulykkelig, hva var der sket med hende, hvorfor var hun sådan overfor, det mest mærkelige er at hun aldrig har været særlig vild med Flemming, men nu fortrak hun ham frem for mig. Ja ikke bare fremfor mig, hun udviste had og voldelighed overfor mig, hun kunne ikke fordrage mig mere. Hele aftenen og natten svingede jeg mellem at jeg ikke kunne klare at opleve min mor sådan og aldrig ville derop mere, og at jeg var nødt til at tage der op, for havde sådan brug for at hjælpe, se hun skulle få det bedre igen, og for at se hun elskede mig endnu. Idet her forløb er denne dag den værste dag i mit liv. min verden ramlede for mig.....

fortsættes i morgen

Tiden nærmer sig:(

Ja min mors dødsdag nærmer sig med hastige skridt. Jeg har tænkt over hvordan jeg kommer bedst igennem disse dage, uden at falde helt sammen, og uden at "belemre" min familie for meget med mine tanker og følelser omkring det. Så har besluttet at skrive om dagene herinde på min blog, som en slags terapi, for at få luft for det jeg går med indeni lige nu. Så vil fraråde folk at læse her de næste dage, hvis de ikke bryder sig om at læse om sygdom osv!!!!

Min mor blev meget syg i efteråret 2010, hun kunne ikke holde hverken væske eller mad i sig, og tabte på en måned 20 kg, forsvandt fuldstændig ind i en lille bitte krop, og hendes sind forsvandt også mere og mere. Hun blev indlagt op til flere gange, og første gang, fik hun bare væske og sendt hjem, på trods af at hun havde forandret sig, så syner, og ikke kunne tage vare på sig selv. Fik dog hjemmehjælp som hun hurtigt smed ud, uden jeg blev meddelt det. Nytårsaften bliver hun indlagt igen, hvor jeg banker i bordet, for de skal undersøge hende ordentligt, hun bliver mere og mere afkræftet og diffus, og jeg kan slet ikke kende min mor mere. Maven og spiserøret er et stort sår, og hun har haft 2 blodpropper i hjernen. Efter 2 uger bliver hun udskrevet, med hjemmehjælp. Alting bliver værre, og til sidst kan hun ikke rejse fra sin stol eller noget. Hun vil ikke på plejehjem eller indlægges igen. Og man har jo et frit valg her i danmark, på trods af at hjernen ikke fungerer mere og kan tænke fornuft, og kroppen er så syg og afkræftet at man ikke kan holde sig oprejst.
En Lørdag ligger der en besked på min mobilsvarer " det er xxxxxx fra hjemeplejen, jeg vil høre om du har en nøgle til din mors bolig, da hun er falder lidt" xxxx ringede fra hemmeligt nummer for det første, jeg har ingen bil hjemme da min mand er på job, og ikke mindst FALDET LIDT!!! hvad F........ betyder det??? Er der kontakt til min mor, eller hvad sker her... Får ringet til Thomas som bor i nabobyen til min mor og han drøner derover. Ja min mor var faldet og havde lagt 11 timer på et koldt gang gulv, da hjemmeplejen kommer om morgenen, går de bare igen fordi hun ikke lukker op!!!!!!!!!!!! Min mor ville ikke indlægges, og mener selv hun bare faldt og ikke kunne komme op.
Den næste tid blev forfærdlig, jeg kæmpede for at mor skulle blive overtalt til hospital eller plejehjem, men hun nægtede, og mine opringninger til læge, hjemmeplejen osv nyttede intet, det eneste der kunne komme i gang var fuld opdækning af hende, så de kom fast hver 3-4 time i døgnet. Og det var et helvede for min mor, hun så syner og var bange, og så afkræftet at hun intet kunne selv. Lå i sin seng eller sad i sin stol, og var total afhængig af andre.
Aftaler med min mor om fredagen at Mona og jeg skal komme ud og gøre rent ved hende, da det er begrænset hva hjemmeplejen gør. Og vi fik et chok da vi så hende. Hendes højre ben var hævet op og blå, og hun var apatisk, træt, snakkede ikke samhængende, kunne ikke skelne os fra hinanden og sad mere eller mindre og døsede hen hele tiden. En hjemmesygeplejerske, var der og var ved at binde benet ind. Min mor ville ikke have læge, men fik overtalt hende til at der blev ringet efter ham. Og så gik overtalelsen igang til at få hende indlagt, og det ville hun absolut ikke, og frustrationerne voksede hos mig for hun var så syg, og jeg frygtede hun skulle sidde i den skide stol og dø. Til sidst lykkedes det dog lægen ringede efter en ambulance, og vi sad ved hende til den kom.Og det var slet ikke min mor som vi sad med der...Hun så ting, talte til os som om vi var fremmede mennesker, som hun høfligt spurgte ind til, og sad og var ind imellem fuldstændigt apatisk. Og jeg var ikke i tvivl om at der skulle et mirakel til for at jeg fik min mor tilbage, og den tilstand hun var i var ikke ønskeværdig for nogen. Hun blev kørt på sygehuset, og Mona og jeg faldt sammen for hva nu!!!!

fortsættes

De tog ski r.... på mig

Igår var det min fødselsdag, en rund dag, og som den medalje som jeg fik af min nevø og nevøsvigerdatter sagde så blev jeg 40 fræk og sexet ;)
Dagen startede med Flemming og Sille stod for enden af sengen og meget lavmælt diskuterede hvem der skulle starte med fødselsdags sangen " du skal, nej du skal, nej du skal" hihi, og da jeg jo "sov" var det jo med ikke at begynde at klukke, for de var så søde.Så jeg fik morgensang på sengen, og morgenbordet var dækket med lys, flag og lækker morgenmad ;) Til Middag kommer der den flotteste buket blomster, chokolade, kaffe og lækker marmelade til mig , fra min familie på Møn <3
Jeg havde besluttet at jeg ikke ville holde fødselsdag, for har ikke energien og kræfterne, så kun børnene, svigermor og min bror skulle komme. Da jeg så inviterer Mona og Joachim får jeg den besked at de laver maden, for jeg skulle ud og shoppe om eftermiddagen, med Mona og Sara, så jeg skulle have energi til at kunne hygge mig om aftenen. Og det rørte mig dybt at de tænkte sådan og var meget taknemmelig. Vi planlagde at der skulle være raclette, og jeg havde noget af køddet osv. Jeg er total kontrolfreak, så at slippe på den måde, var lidt svært, og skulle tage mig meget sammen til ikke at tjekke hun nu også handlede det rigtige osv .... Hun kom dog mandag og fik fortalt hva hun havde handlet, og fik mit kød med hjem så hun kun ordne det dagen efter.

Jeg bliver så hentet kl 14 af de store piger og vi skal ned og shoppe tøj til mig :D En super hyggelig tur, hvor de slæbte mig ind i alle de butikker de kunne få øje på. På et tidspunkt siger Mona vi lige skal ind i Frellsen.....Og min første tanke var " hva pokker skal vi i Freldsens hær?????" men vi nøjes med Frellsen hvor vi fik den skønneste kop cacao, og duften af hjemmelavet chokolade ....uhmmmm Da klokken nærmede sig 17, så skulle vi hjem, for pigerne skulle jo hjem og hjælpe Joachim færdig med maden. Men da vi så rammer p paldsen, siger Mona at Jokke var færdig med maden så de gik lige med hjem og fik en smøg og ville sidde lidt... Jamen det var da i orden, så kunne vi lige hygge lidt inden gæsterne kom.
Da vi kommer ind i lejligheden var den helt gal!!!! Der stod gryder på komfuret og buldrede!!! Hva pokker laver de der, man får ski da ikke kartofler, bønner og gulerødder til raclette, og hvorfor i alverden havde Joachim sat det over!!!! Mens jeg står med hovedet ned i gryderne og skumler, over at jeg vidste jeg skulle have holdt bedre øje med dem, siger Mona " hvor er Sille og Flemming" "det ved jeg ikke", får jeg mumlet i min stadig undren over det mad. Får mig rystet fri af mit komfur, og får øje på Joachim der sidder inde i min mørke stue og tænker "hvorfor sidder han der og kigger på mig i mørke" og tror vist det rabler for ham, og pludselig bliver der råbt "SURPICEEEEEEEEEEEEEEEEEE"  Og så ramlede det for Tonni!!!!!! Og med den Fib hjerne jeg har så går der altså lidt inden man opfatter hva der foregår, hvorfor og følelserne tager lige overhånd et øjeblik da det går op for mig, at min familie og min veninde og bedste ven, har haft planer om ren forkælelse af mig.
Min veninde Lotte havde simpelthen stablet en 3 retters menu på bordet. Alle mine livretter blev serveret, Rejecocktail (MUMS) , oksesteg med Lottes Killervildt sovs og hva der ellers hører sig til waldorfsalat, feks mumse mumse mumse, og frugter med råcreme. Og til kaffen var der lækre boller. Alt blev serveret, og jeg havde total adgang forbudt i køkkenet. De knoklede med servering og oprydning, og jeg sad bare der!! Det var så hyggelig en aften, og jeg kæmpede en kamp med mine følelser for det var så overvældende. Tænk at jeg har så fantastisk en familie, og venner som har gjort det her for mig, og må nok indrømme at da de alle var gået så tog jeg lige en tudetur, for hold da op hvor er jeg heldig <3<3<3<3<3<3
Jeg fik nogle helt fantastiske gaver, gavekort til tattovering (skal ned og bestille tid idag) penge og gavekort til tøj (min garderobe er fatal) en tørretumbler (jaaaaaaaaaaaaa) smuk perlekæde af Sille, og en medalje for sexede 40 årige ........ Da alle var gået hjem, var der ryddet op, så man ikke kunne se der havde været surprice party for mig.... intet var overladt til tilfældighederne. Alle havde vist hva der skulle ske, selv Sille, og jeg havde bare fattet HAT. Selv da jeg stod i det gik der længe før jeg fattede noget hihi, er vist ikke så skarp som jeg selv troede ;)

Tak til Flemming, Sille, Mona, Joachim, Sara, Lotte, Thomas, Jørgen, Kirsten, Mads, Betina fordi i gjorde min fødselsdag så speciel, det har varmet mig så meget og er så taknemmelig.

Hyggeeeeee

Har nu haft en rigtig dejlig weekend, på trods af en møg dum krop, som åbenbart har behov for at skulle vise mig hvem der bestemmer.... Så en frisk, sund og ikke egenrådig krop søges, til kvinde med en 70 årigs krop men sind som en på 30 år. Det kan man jo godt se ikke harmonerer sammen!! :) Energien i hovedet vil ikke følges med energien i kroppen, så det giver konflikter, som hedder smerter, smerter, kramper og så lige en portion udmattethed. Hmmmm tænker lidt om man kan sætte en annonce ind på guloggratis, kan man ikke købe eller bytte sig til alt der???? Synes faktisk det guloggratis er lidt misvisende! Burde tingene ikke være gratis? hmm og gule! nej den går ikke så er det ok at alt ikke er gratis:D

Fredag aften havde vi gæster, Thomas, Lotte og Sara kom, Sille havde sørget for hyggeslik til hende og Sara, og vi andre fik vendt hele verdens situationen med kaffe the og hjemmebag. Kan godt være jeg dummer mig godt og grundigt, med mine ord der vender forkert osv, men Lotte står nu heller ikke helt tilbage....Så fik et par gode grinere som jo altid er skønt :D

Lørdag aften stod den på MGP HEYYYYY, med Sille og Sara, total hygge med pandekager med is, og en masse tøse snak om hvem af drengene der var lækre, hvilke piger der var kønne og heldigvis også lidt om hvem der sang bedst ;) Sille mente nu at den sang som blev sunget af en pige der hed Sille, skulle vinde....At hun så ikke vandt, ja det gjorde jo ikke noget for der var Sille smuttet, for tålmodigheden til det var ikke så stor, som først antaget

Søndag var afslapning, de andre sov længe, og så tog Flemming og Sille ud til Bedste og fik vinterdæk på, efter jeg havde nægtet at køre mere i bilen pga, sne + sommerdæk..NO WAY. Mona kom så Sara, Mona og jeg fik tøsehygget, nyder nu når vi er sammen, er så stolt af mine piger, de er de bedste børn EVER, og vi står sammen <3 Søndag aften var vi inviteret op til Mads og Betina og spise... Mads kan lave mad!!! hver gang han har lavet mad, så smager det kanont... Jeg er ikke særlig glad for pasta og kødsovs, undtagen når Mads laver det... Vi havde et par super hyggelige timer, inden vi måtte hjem med "silden" så hun kunne komme i seng og være klar til børnehave i morgen.

I morgen er det min fødselsdag. Har ikke haft den store lyst til at holde noget, ikke pga alderen ;) men pga overskuddet, og dec/jan måned har været lidt hård, så orkede ingenting..... Det skal jeg så heller ikke!!! Mine børn og svigersøn laver søreme fødselsdag for mig, og i morgen eftermiddag skal jeg ud og shoppe med de store piger!! Min mand har taget fri, så ham og Sille vil forkæle mig i morgen formiddag. Jeg er ski en heldig kartoffel, sikke en familie jeg har <3 Så skide være med at jeg bliver 40 år ;)

Dagens morale:
Selvom det hele ser træls ud, så gør din familie livet værd at leve <3

Tøsedag med Sara

Dagen er egentlig startet dårligt, møg træls humør, hvor livets uretfærdigheder, ensomhed og selvmedlidenheden tog overtaget, og langsomt forsøgte at kvæle mig, til jeg lå som et rallende vrag på gulvet. At ende på gulvet fik jeg ikke lov til da jeg havde en aftale med Sara idag om at holde hygge dag......Så havde aftalt med Mona hun skulle hente Sille i børnehaven, så vi ingen tidsbegrænsning havde, og bare kunne nyde tiden sammen.

Vi havde aftalt, at vi skulle have noget frokost, og derefter ned og løbe på skøjter...:/ Der er 90 graders frost udenfor, det blæser, og jeg har ikke løbet på skøjter siden jeg var 10 år. Så det kunne da kun blive absolut fantastisk :/ Og som den frysepind jeg er, så skulle jeg helgardere mig med tøj, så havde to tykke trøjer under Flemmings tykke dynejakke, og mit hoved/halstørklæde med, og lange støvler. Så Kong vinter ville forhåbentlig ikke få skovlen under mig ;)Får hentet Sara i skolen og afsted det går ned i byen. Hun vælger Jensens Bøfhus og spise, så jeg får alt det her tøj af og sat mig til rette...nu skulle der skisme hygges :) Under middagen får jeg øje på en mærkelig mørkerød plet på min tallerken, og den lignede ikke min sovs i farven...........hmmmmm hva er det ( er fuldstændigt hysterisk omkring at have blod på min tallerken, bestik osv fra kød) og tager det der grønne blad de så fint pynter med, og forsøger at gnide i det, så jeg kan udse hva det her mystiske noget er.... Moaaaar siger Sara pludselig, det hører til tallerkenen............. hov for søren sad jo lige i min egen verden og troede ikke hun så det for det første, og hun havde samme plet.... hvem pokker har en enkelt mørkerød plet på sit service, det giver da ingen mening!!!!!! Men ingen blod så ingen panik og middagen blev hyggeligt spist færdigt.

Så skal vi have betalt den her dejlige frokost.... Jeg får kaldt på tjeneren, og vil betale med mit kort. Jeg vil lige indskyde at det først er nu jeg er ved at bruge kortet i forretninger, har altid brugt kontanter, så er ikke nogen ørn og noget usikker i betalingskortsverden........Så siger til tjeneren hvordan gør vi lige det så...."jeg skal bare have din pinkode" siger hun så......... og hvad gør Tonni, hun bralrer selvfølgelig bare koden ud til tjeneren, og først da hun meget overbærende griner af mig, og giver mig terminalen, går det op for mig at jeg har lavet en brøler........MAN GIVER SGU DA IKKE SIN PINKODE UD!!!!!  Endnu engang har fibhjernen gjort sit til at jeg skulle blive totalt til grin :D

Og afsted på skøjtebanen det gik..... Skøjtebanemanden sagde til os at vi kom til at skulle løbe slalom fordi der var så mange børn der..Slalom min bare numse, jeg skulle ikke løbe en disse slalom, jeg skulle da vist bare koncentrere mig om at holde mig på benene , mente jeg...Sara og jeg har været et kønt syn da vi først kom op og stå og afsted, jeg var fuldkommen stiv i min krop, af skræk over hvis jeg faldt, og vi klamrede os til hinandens hænder.... men hold op en griner vi fik, det endte i hulk og tårer (mærkelige blikke fra de andre) vi var helt færdige, det er længe siden jeg har grint så meget....Sara havde fået nøje instrukser på ikke at gribe fat i mig hvis hun var ved at falde, men hva gjorde hun, flere gange havde jeg hende klamrende til mig, mens vi stod og svajede frem og tilbage. Jeg vil lige tilføje: JEG FALDT IKKE EN ENESTE GANG!!! ja det var der nok ikke nogen der havde regnet med, alle tror jeg konstant er klodset........men ikke altid LOL.

Har haft en skøn dag med min pige, hvor vi får sat verden på plads, og som altid en masse grin og sjov. 

Jeg elsker dig meget højt Sara, du er en fantastisk pige at bruge sin dag med, du løfter mig op <3

Kroppen er træt og gør ondt, og ved jeg skal betale prisen for det her..... men hold da op hvor har det været det værd....

Dagens morale:

Giv ikke din pinkode ud

Kan godt være du ligner en idiot på skøjter, men var da i det mindste en glad idiot ;)

Sille mors lille pige??!!

Idag har Sille været på besøg på den skole hun skal gå på efter sommerferien. Og hun har glædet sig som jeg ved ikke hvad, hun skulle jo op og lave lektier, og se en rigtig lærer. Jeg kan ikke forstå min lille pige er så stor så hun snart skal i skole, jeg fik hende jo lige for et øjeblik siden!! Og jeg må mere og mere indse at mine børn bliver store, og vokser ud af hænderne på deres mor.... Og så er det jo min opgave ikke at klamre mig for hårdt fast, så de kan bliver selvstændige og lære livet at kende.... Men hold da op hvor får jeg nogle gange lyst til at klamre mig skrigende fast til dem........".NEJ NEJ NEJ blive ved med at være mine små piger bare lidt endnu buuuuuuuuuhhhhhhh, jeg er ikke klar til det her........" Men hvornår bliver man klar til det altså...Mona er snart 22 år, og hende har jeg stadig lyst til at klamre mig krampagtigt til, så hun må slæbe mig hen af jorden når hun går hjem, til sit eget hjem....Jeg er sikker på at når mine børn er gamle og grå, så sidder jeg stadig med denne her følelse :D
Det der nok tog mest r..... på mor her var....... en dreng følger Sille ud til døren og de vinker farvel mens vi går.... og pludselig sender Sille håndkys afsted til denne her lille purk!!!!!!!!!!!!!! Hvad pokker skete der lige der for næsen af mig!!! "kyssede du efter ham" spurgte jeg, og en rødmende Sille svarer " neeeeeeeejjjjjj tihi" Min lille pige er simpelthen forelsket!! Jeg har en nyforelsket 21 årig, en nyforelsket 15 årig, og gudhjælpemig er min 5 årige nyforelsket. 3 forelskede piger i rap, se det kan en mor næsten ikke holde ud..... de løsriver sig! Og ikke mindst de teenage hormoner der drøner rundt;)  Trods min chokerede tilstand så kan jeg ikke lade være med at smile, for hvor er en 5 årigs forelskelse sød og uskyldig <3 Og hvor er jeg heldig at få lov at opleve alle de forskellige stadier i mine pigers liv <3

Jeg trænger til.............

Jeg trænger til SNE, jeg elsker sne. Aller helst vil jeg have forår og sommer, men da det ikke er en mulighed i januar måned, så drømmer jeg om sne vejr. For det første synes jeg det er så super hyggeligt med snevejr, især en snestorm, sætter mig i total hygge-mode. Jeg er vild med at se på at sneen hvirvler rundt i luften, og hvis jeg altså ikke skal noget, så synes jeg det er hyggeligt at man er overgivet til elementernes rasen, og må blive inde med cacao, nybagte boller og stearinlys, og skal det være total oplevelse af hygge og lykke, så simrer hjemmelavet oksekøds suppe på komfuret.
Når der kommer sådan et voldsomt snevejr SKAL jeg lige ud i det, jeg kommer i en lykkerus ved at stå i det rene hvide der hvirvler rundt i hovedet på mig. Da jeg var yngre var det fast kutyme at mig og min veninde Rachael, skulle ud i sneen, og vi blev simpelthen 5 år igen...... vi lavede glidebaner, og sneengle, og vi var altid helt hvide af sne, og grinede så vi fik ondt i maven.
Idag er den store oplevelse at se Sille i sneen... nu når jeg tænker over det så ligner de situationer, min og Rachaels sne hygge til en forveksling :D Et barns lykkerus smitter, så når jeg ser hende fare rundt og fange sneen med tungen, og lave sneengle osv, så står jeg altid og klukgriner, og det bedste er når mor her også ligger i sneen med hende , så har vi en intern forståelse for hinanden, for det er en fornemmelse der ikke kan beskrives, men skal føles..... hvis man altså er en sne freak som os :)

Jeg kan godt tit tænke om jeg har et lykkeligt liv. Og det har jeg i bund og grund, dejligt ægteskab og skønne børn... Men lykke følelsen er nok noget man forventer at have hele tiden for at kan kalde sit liv lykkeligt. Jeg har lykkefølelse, lykkerus, i øjeblikke i mit liv.... og når de kommer er de så overvældende, at jeg bliver fuldstændigt lalleglad rundt på gulvet, eller rørt så tudemarie går i gang med at vande høns.Hvis man havde den følelse hver dag, hver time i sit liv, så var den jo slet ikke så speciel og overstrømmende, så blev det vane.... så jeg er taknemlig for at have de øjeblikke, de øjeblikke er med til at forgylde mit liv. Især min familie kan overvælde mig med lykke.....kan knibe en tåre når jeg ser mine piger hygge sammen og man kan mærke deres kærlighed til  hinanden. Eller et bestemt blik fra min mand der gør mig så varm indeni og jeg ved jeg har gjort det perfekte valg. En af de største lykkefølelser ( bortset fra mine børns fødsler) er når de har lagt deres små arme om mig, og givet et lille kys....... puha kærligheden til mine børn er sommetider svær at rumme, den er så stor at den er svær fuldt ud og udtrykke, og så brænder man sammen med at alle de kærlighedsfølelser, for gav man udtryk for dem ved kram, ville jeg nok knuse dem ;) og den går ikke, skal jo kunne kramme dem igen og igen.


Dagens morale: nyd dine lykkeøjeblikke, for de er guld for sjælen.

Ske teorien ved eksempelvis lupus og fibromyalgi

De er ude at spise sammen og under middagen tager vores hovedperson, Christine, sin medicin. Veninden kigger på hende og ud af det blå spørger hun: “Hvordan føles det at have Lupus og være syg?”

Christine undrer sig lidt, for veninden HAR set hende tage medicin før. Hun har set hende være nede. Græde af smerter. Være træt. Melde afbud til aftaler. Være med til samtaler hos lægen. Osv osv osv. Så hvad mere er der at vide?

Christine mumler noget om piller, undersøgelser osv, men veninden bliver ved: “hvordan FØLES det – ikke fysisk og sådant, men hvordan føles det for DIG at være syg”. Så Christine kigger sig lidt omkring og ved ikke helt hvad hun skal svare. For efter års venskab kender veninden jo udmærket til den MEDICINSKE betegnelse for lupus. Men det er ikke det, hun vil vide noget om.

Christine kigger sig lidt rundt på bordet for at få hjælp til at svare på spørgsmålet, for hvordan kan man svare på et spørgsmål, som man reelt ikke selv kan svare på? Hvordan forklarer man en anden person om hele dagens aktiviteter og konsekvenser og de følelser som der kommer ud af dem? Ting som er normale kan i sygdomssituationer være som at bestige bjerge. I stedet for at give op dér og sige: “Tja, det ved jeg faktisk ikke”, fødes i det øjeblik “ske-teorien”.

Christine samler samtlige skeer omkring sig i hænderne, og giver dem til veninden. “Værsgo, du har Lupus”. Og så forklarer Christine at forskellen mellem at være syg og rask er det at skulle træffe valg eller hele tiden være sig bevidst om ting, mens den raske person ikke tænker så meget over dagens valg.

Den raske person lever sin daglige “luksus” uden at træffe valg for hver enkelt detalje – og det er en gave som de fleste tager for givet. De fleste mennesker har en dag foran sig med masser af muligheder, når de står op. Og de har energi til at gøre lige præcist hvad de har lyst til i lige præcist det øjeblik tanken kommer til dem.

Skeerne i venindens hænder skal illustrere dagens handlinger. Hun skal holde dem således at Christine kan tage dem fra hende igen, fordi de fleste af os der rammes af sygdom oplever et “tab” af et liv de engang kendte. Så hvis Christine har kontrollen med at tage skeerne fra veninden, vil veninden vide hvordan det føles når noget andet, i dette tilfælde Lupus, har kontrollen over én.

Veninden forstår ikke helt hvad det går ud på. Det er sikkert bare et sjovt indslag af de mange, som de altid har, når de er sammen. Men Christine er meget alvorlig og beder veninden om at tælle skeerne. Hver ske skal illustrere en handling. Og alle skeerne illustrerer dagens energi-niveau. “Jamen jeg skal da bruge flere skeer – her er kun 12? “Nej, dét der er hvad du får!”, hvorefter veninden ser lidt skuffet ud, og så ved Christine at hun har fat i noget af det rigtige. “Vær bevidst om hvor mange skeer du har, og tab ikke nogen af dem – husk på at du har Lupus”.

Så bliver veninden bedt om at opremse alle de ting som hun foretager sig gennem dagen. De sjove ting kommer på bordet. Forfra! Husk på at hver ting koster en ske! Den første opgave bliver lavet om til “jeg gør mig klar til at gå på arbejde”, hvorefter Christine flår en ske ud af hånden på veninden. “NEJ! Du kæmper for at få dine øjne op og indser at du allerede er sen på den – du sov ikke særlig godt sidste nat. Du kravler nærmest ud af sengen, og tvinger dig til at spise morgenmad, for hvis du ikke får morgenmad kan du ikke tage din medicin. Og hvis du ikke tager din medicin kan du ligeså godt lægge resten af dagens skeer fra dig, og imorgens med!” Christine tager altså skeen, og det går op for veninden at hun ikke engang har fået tøj på endnu! At gå i bad koster en ske. At komme i tøjet endnu en ske, hvorefter Christine forklarer at det ikke altid er ligetil at komme i tøjet. Måske gør fingrene så ondt den morgen at det at bruge noget med knapper er udelukket. Måske skal udslet på armene skjules af lange trøjer. Måske skal der gøres ekstra ud af håret fordi det falder af. Og så er der hurtigt gået 2 timer. Og et par skeer.

Allerede før veninden kommer på arbejde er der røget 6 skeer. Christine forklarer hende derfor at nu skal hun nøje overveje hvordan resten af dagen skal gå. For der er kun 6 skeer. Og når de 6 skeer er brugt, er der ikke mere energi tilbage. Nogle gange kan man “låne” af imorgens skeer, men så skal man huske på at man har de skeer færre. Samtidig vil man hele tiden skulle have i baghovedet om imorgen bliver dagen hvor man vågner op forkølet, eller med en anden infektion, hvor leddene går i selvsving eller hvad kroppen nu kan finde på at præsentere én for. Det kan man ALDRIG spå om. Så det er en god ide at passe godt på skeerne.

Veninderne gennemgår resten af dagen og veninden finder ud af at det at springe frokost over kan koste en ske, at stå op hjem i bussen kan koste en ske, at sidde for længe ved computeren kan koste en ske. Christine tvinger sin veninde til at tænke anderledes over tingene, for det gælder om ikke at løbe for mange ærinder – der er jo også en middag til aften, der skal spises. De snakker videre om dagens begivenheder, som de forestiller sig til, og så er veninden sulten. “Ok”, siger Christine, “men du har kun 1 ske tilbage. Hvis du laver mad, har du ikke energi nok til at vaske gryderne op efter dig. Og hvis du tager ud på restaurant kan du være så træt at det ikke er sikkert for dig at køre hjem”. Christine forklarer også at på det tidspunkt er hun sikkert også så træt at hun ikke ORKER at lave mad.

Veninden beslutter sig for suppe – det er trods alt ikke vanskeligt. Igen pointerer Christine at hun kun har én ske tilbage – og hvad skal den bruges på? Ud at lave noget sjovt – mødes med veninder på cafe, gøre rent, vaske tøj… men du kan ikke gøre det hele. Du bliver nødt til at prioritere. Og nu forstår veninden hvordan det er for Christine, og hun sidder med tårer i øjnene og siger: “Christine, hvordan kan du gøre det? Hvordan kan du gøre det her hver evig eneste dag?” Christine forklarer at nogle dage er værre end andre dage, nogle dage har hun flere skeer end andre. Men hun ved at hun kan aldrig få det til at gå væk, hun kan aldrig glemme det, og hun er tvunget til altid at tænke over det.

Roligt tager Christine en ske op af lommen og giver den til veninden mens hun siger: ” Jeg har lært at leve mit liv med en ekstra ske i lommen, du er nødt til at være forberedt”. Og Christine fortsætter: “Det er hårdt og den hårdeste ting jeg skal lære er at geare ned. Selv den dag idag kæmper jeg mod det. Jeg hader at føle mig udenfor, hader at måtte vælge at blive hjemme eller undlade at lave ting som jeg gerne ville lave”. Alt hvad der er let for andre vil for en med diagnosen være 100 jobs i ét. Man skal holde øje med hvordan vejret er, holde sig varm, sætte en strategi som om man var på vej i krig. Og her er forskellen ml. syg og rask. Der skal planlægges ned til mindste detalje. “Det er den smukke mulighed bare at kunne GØRE uden at TÆNKE. Jeg savner den frihed. Jeg savner det ikke at skulle tælle skeer”, siger Christine.

Da de går ud fra restauranten og giver hinanden et knus siger Christine mens hun holder den ene ske i hånden: “Det er ok. Jeg betragter det egentlig som en form for velsignelse, fordi jeg er tvunget til at tænke over alt jeg foretager mig. Er du klar over, hvor mange skeer der går til spilde blandt mennesker? Jeg har ikke plads til spildt tid eller en tabt ske, og jeg har valgt at bruge min ske sammen med dig!”

Fibbens verden

Du må gerne forstå, at jeg ikke er holdt op med at være et menneske, bare fordi jeg er syg. Det meste af tiden har jeg mange smerter og er meget træt, og hvis du kommer og besøger mig, synes du nok ikke, det er særlig sjovt at være sammen med mig.

Men jeg bor stadig inden i denne krop. Jeg tænker stadig på arbejde, dagligdag, familie og venner, og for det meste vil jeg gerne høre dig fortælle om, hvad du tænker på.

Du må gerne forstå forskellen mellem ”glad” og ”rask”. Når du har influenza føler du dig sikkert elendig - jeg har været syg på tilsvarende måde i årevis. Jeg kan ikke gå rundt og føle mig elendig hele tiden; ja, faktisk arbejder jeg på ikke at føle mig elendig. Så hvis jeg lyder glad, når du snakker med mig, betyder det, jeg er glad. Det er såmænd det hele.

Det betyder ikke, at det ikke gør ondt, eller at jeg ikke er ekstremt træt, eller at jeg er ved at komme mig eller noget i den retning. Du må helst ikke sige: ”Det lyder, som om du har det meget bedre!”

Jeg lyder ikke, som om jeg har det bedre; jeg lyder, som om jeg er glad. Og hvis du har lyst til at kommenterer, at jeg er glad, må du hjertens gerne gøre det.

Du må gerne forstå, at hvis jeg kan stå op i 10 minutter, betyder det ikke nødvendigvis, at jeg også kan stå op i 20 minutter eller en time. Og hvis jeg kunne stå op i 30 minutter i går, betyder det ikke nødvendigvis, at jeg kan gøre det samme i dag. Med mange sygdomme er man enten lammet, eller man er mobil. Med denne her bliver det mere indviklet.

Du må gerne forstå, at ”stå op” i foregående afsnit kan erstattes med ”sidde”, ”gå”, ”tænke”, ”være selskabelig” osv. Det gælder alting. Det er, hvad disse syndromlidelser gør ved én.

Du må gerne forstå, at symptomerne og symptomkombinationerne forandrer sig hele tiden. Det er ikke spor usædvanligt - for mig er det ligefrem det normale - at jeg den ene dag kan gå en længere tur men den næste dag have svært ved at nå ud i køkkenet.

Hvis du ønsker, vi skal gøre et eller andet, vil det være rart, hvis du vil lade være at sige: ”Men det har du da før gjort!”, når jeg ikke har det godt. Spørg i stedet om jeg kan. På tilsvarende vis kan jeg blive nødt til at aflyse en aftale i sidste øjeblik.

Hvis det sker, må du endelig ikke tage det personligt.

Du må gerne forstå, at det ikke får mig til at få det bedre ”at komme lidt ud”, men at det ofte kan få mig til at få det væsentligt værre. At sige til mig at jeg bare har brug for at gå en tur, eller at jeg bare skulle tabe mig (eller tage på), eller at jeg skulle få en motionscykel, eller at jeg skulle gå til gymnastik, eller at jeg skulle melde mig til et aftenskolekursus ... kan gøre mig så frustreret, at jeg bryder i gråd. Og desuden er det ikke korrekt ... hvis jeg var i stand til at gøre de ting, ved du så hvad jeg ville?

Jeg har talt med lægen om det og spiser allerede fornuftigt og motionerer i det omfang, jeg bør gøre. Noget andet, der gør ondt, er: ”Du skal bare hænge mere i, gå mere til den .” Det ser ud til at det her går lige i musklerne, og fordi vores muskler ikke reparerer sig selv på samme måde, som dine muskler gør, vil det gøre mere skade end gavn at ”hænge mere i”. Det kan tage dage, uger eller måneder at ”hænge mere i” bare en enkelt gang.

Du skal også vide, at man kan få sekundær depression af FMS og/eller ME/CFS (ville du ikke også blive ked af det, hvis du havde smerter og var udkørt af ingenting i årevis?), men det betyder ikke det samme som, at det er depression, der er årsagen.

Du må gerne forstå, at hvis jeg siger, jeg bliver nødt til at sætte mig/lægge mig/tage de her piller nu, er det fordi, jeg har brug for at gøre det lige nu - det

kan ikke udskydes eller glemmes, bare fordi jeg er på tur (eller hvad jeg nu er). FMS tilgiver ikke.

Hvis du har lyst til at foreslå mig en behandling, så lad være. Det er ikke, fordi jeg ikke sætter pris på tanken, og det er heller ikke, fordi jeg ikke har lyst til at blive rask. Det er, fordi næsten alle, jeg kender, har foreslået en behandling på et eller andet tidspunkt. I begyndelsen prøvede jeg alt, hvad de forslog, men så blev jeg klar over, at det tog al min energi at prøve de ting, så jeg gjorde mig selv sygere med det - ikke bedre.

Hvis der var noget, der helbredte, eller bare hjalp alle mennesker med disse lidelser, ville vi vide det. Det er ikke en sammensværgelse mod medicinalindustrien, men vi har forbindelse med hinanden i et verdensomspændende netværk, så hvis der var noget, der virkede, ville vi vide det.

Hvis du alligevel har lyst til at foreslå en behandling, så gør det, men regn ikke med at jeg straks farer af sted for at afprøve den. Jeg vil huske at drøfte dit forslag med lægen.

Jeg har brug for dig - du som ikke er syg. Jeg har brug for, du besøger mig, når jeg har det for dårligt til at tage nogen steder. Nogle gange har jeg brug for, du hjælper mig med at købe ind eller lave mad eller gøre rent.

Jeg har måske brug for at blive kørt til lægen. Jeg har også brug for dig på et andet plan - du er min forbindelse til verden udenfor. Hvis ikke du kom hos mig, ville jeg måske ikke se dig. Og jeg har brug for, du forstår mig så meget, som det nu er muligt.

Ja, det er svært at forstå, så her kommer en ”opskrift” på fibromyalgi Ingredienser: Smerter, dårlig samvittighed, tårer, træthed, søvnløshed, håbløshed.

For at opnå den rette tilstand, gør du følgende:

Hjælp nogle venner med at flytte! Gerne nogen med mange bøger og tunge møbler Det gør du i ca. 4 timer. Nu har du sikkert lidt ondt i arme og ryg, men det er ikke nok!

Du skal træne til Tøserunden med veninderne, du cykler ca.20 km. Nu er du træt og har også ondt i benene!

Tilsæt lidt dårlig samvittighed, fordi du ikke orker at købe ind og lave mad!

Gå tidligt i seng, f. eks kl.22.00, men sov ikke før tidligst kl.4 om morgenen. I de 6 timer vender og drejer du dig uafladeligt, uden at kunne finde hvile p.g.a smerter!

Du skal på arbejdet, vækkeuret ringer kl.7.00, du vågner stiv og øm over det hele. Tilsæt lige dele træthed og håbløshed, samt et stænk dårlig samvittighed, over at du ringer til arbejdet og melder dig syg,- igen!

Stå op, selvom du er træt, du kan alligevel ikke holde ud at ligge ned! Et varmt bad hjælper en smule.

Det er stadig ikke nok!! Nu tilsætter vi en influenza, - og måske en smule roskildesyge?

Nu tror jeg den er ved at være der! Du har ondt i arme - ben og ryg, ja hele kroppen, du har hovedpine - kvalme, du er svimmel og din mave er gået i uorden.

Håbløsheden breder sig, du føler dig helt alene i verden, og er meget ked af det, så vi krydrer retten med en god portion tårer.

.............................Nu tror jeg du ved hvad fibromyalgi er

Kærlighedens mange ansigter

Kærlighed har rigtig mange ansigter. Tror ikke det er mange der i det daglige tænker over de mange forskellige slags kærlighed, der er til de forskellige mennesker de omgiver sig med i deres liv.
Der er kærligheden mellem de elskende. Den alt opslugende som ikke rummer andet end de to. Der er kærligheden mellem forældre og børn, en følelse så varm, dyb og ubetinget at den ikke findes andre steder. Så er der søskende kærligheden, i nogle familier ubrydelig, og de vil kæmpe for hinanden til det sidste, i andre familier ingenting....., de har simpelthen ikke det bånd der gør at de holder sammen, men måske tværtimod går imod hinanden..
Kærlighed kan så let blive til had, men man skal altid huske at når man hader er det fordi man elsker, ellers ville man være fuldstændig ligeglad med den person.. man ville være kold.
Jeg har oplevet hvordan misforstået kærlighed endte ud i skænderier, tårer og næsten et opbrud. Alt sammen pga misforståelser, hvor alle prøvede at beskytte hinanden af kærlighed, men endte ud i at de alle gik imod hinanden istedetfor. Og de mennesker elsker alle hinanden meget højt, og vil bare hinanden så meget, men kommunikationen bristede og følelserne tog over, og det blev kaos.
Man kan elske og have et fantastisk kærligheds forhold, men lige meget hvor meget man elsker.... hvis man ikke kommunikerer med hinanden, og ikke viser man elsker hinanden, så kan ballonen springe. Det er så vigtig at vi mennesker får fortalt hinanden hvad vi er værd for hinanden..... det er så vigtigt at få formidlet hvor højt man elsker, for ingen kan gætte sig frem til det, for at tro på det skal man have det fortalt og vist... sådan er mennesket indrettet, vi er nogle skrøbelige væsner, som lever lige så godt af kærlighed og anerkendelse, som vi lever af mad ilt og vand. Og får vi det ikke så visner vi. Vi visner ikke som en blomst, men bliver til en hård skal, en hård skal der er svær at få brudt igennem, men det er også en ensom skal. For hvor skal man gøre af al den kærlighed man har indeni sig, som man ikke kan få ud... der sker det samme som hvis man går med sorg og vrede indeni alene, man eksploderer! Af frustrationer og længsel efter at blive set, anerkendt og elsket.
Jeg er ikke til lilla tørklæder, og jeg skal heller ikke redde hele verden.... men hvor ville jeg ønske at folk ville lære at vise deres kærlighed, så flere kan lære at tage imod den, uden paraderne oppe. Fortæl hinanden i elsker hinanden, vis det, og lad de mennesker der er så vigtige i jeres liv vide, at de er specielle, dejlige og har en helt særlig plads i verden, nemlig i dit hjerte.

dagens morale: man får tifold igen hva man giver ud................især når det er kærlighed <3

Når man ikke er herre over sin krop :/

Puha denne uge har stået i mavens tegn. Ikke på den fede måde, med lækker mad og alt godt til mavsen. Nej på den totalt ufede måde, der hedder hovedet i håndvasken og numsen på toilettet........hvis man når det :(
Både Flemming og jeg startede med 15 minutters forskel natten til tirsdag, og det kan godt være jeg synes det er mærkeligt med to toiletter i så lille en lejlighed, men halleluja hvor har jeg lært at sætte pris på det;) for der ville absolut ikke have været plads til os begge på et toilet og så havde det først ikke set sjovt ud ...
Heldigvis er Sille indtil videre gået fri, men nu har både svigermor og Mona gang i det, og hva vi troede var en maveforgiftning ser ud til at være omgangssyge.... så pas på derude, den er grum og modbydelig...

Idag står skal Mona og Joachim flytte.... så det bliver en større proces, undtagen for Mona for hun holder åbenbart krampagtigt fast i toilettet i den gamle lejlighed, så nu må vi se om hun kommer ned i den nye ;) Og da Jokke havde fødselsdag i onsdags så kommer familien fra Møn og hygger i weekenden. Det skal nok blive rigtig dejligt, glæder mig til at se dem allesammen igen.

Så nu vil jeg trække min kvalmefyldt ømme krop igang, og lave en lækker gullaschsuppe til familien og flyttefolkene i aften, og få gjort lidt rent... rengøring står ikke højst på listen når man er syg, men vil nu hellere få gjort noget, end at servere maden ude på opgangen pga flovhed ;)

Dagens morale: når man bygger badeværelse skal toilettet altid være tæt på vasken ;)

Mani eller ikke mani

Jeg har sovet længe idag!!!! Det er over et år siden tror jeg at jeg har sovet rigtig længe, har savnet det, og idag nød jeg bare at putte i sengen og blive ved med at falde hen...... se det er luksus for hvis jeg har sovet længe så har jeg fået 6-7 timer, så at sove i 10 timer er jo helt vildt...

Det har også givet mig overskud at få søvn... Så meget at nu skulle der ske noget i vores garderobeskab, som mildest talt var en katastrofe , og da man skal ind i det hver dag, så lurede det grimme monster der hedder "dårlig samvittighed" bag døren og angreb mig daglig.... dumme skid siger jeg bare ;) Så jeg tog kampen op idag, jeg kæmpede og vandt Yeaaaaahhhh.... Mens jeg ordnede det kom Mona på besøg... og ville hjælpe mig.. sød pige og jeg var rigtig glad for den hjælp lige indtil jeg kom til en sort sæk fyldt med min fetisch. Og nej min fetisch er ikke fræk, så det var ikke fordi at hun ville opdage noget der ikke måtte ses. Men problemet er at min familie vidste jeg havde mange tasker, men de var ikke klar over hvor mange..... så da jeg stod og hev den ene taske op efter den anden og fyldte en sportstaske og mer til, var det til stor undren fra Mona og ikke mindst Flemming, for hva skulle jeg dog med alle dem!!! og Jeg blev simpelthen så flov, følte jeg var blevet snuppet med bukserne nede, og jeg grinte og grinte, af flovhed over alle de her tasker jeg ikke kan leve uden, og grinte over deres forbavsede blikke. Mona mente helt bestemt at jeg skulle rydde ud i de tasker "NEEEEEEJ" , hmm endte alligevel med at sortere lidt i dem, de hullede røg ud, og Mona fik et par stykker.... Mona og Flemming var nu af den mening at skulle jeg have lov til at have mere end en sportstaske fyldt med tasker, så skulle han have en evt fyldt med hans elskede kasketter........ er i klar over hvor meget en sportstaske fylder!!! det bliver der hellt sikkert veto mod herfra, der må være måde med galskaben :D og hvor søren blev mors pige af , totalt svigtet blev jeg ;(

dagens morale:

Lad ALDRIG folk se din galskab, de ser så underlige ud så

Tillykke :/

Så er der fødselsdag i familien idag. Ikke en fødselsdag der bliver holdt med hygge og god mad og gæster, for fødselaren er fraværende desværre. Idag er det min mors fødselsdag, den første siden hendes død, så det er en lidt mærkelig dag idag for mig.
Jeg har ikke tænkt mig og kravle sammen på sofaen og gå ind i de følelser jeg har indeni, lysten er der rigtig meget, men er bange for jeg ikke får stoppet igen. Og det er trods alt hendes fødselsdag.
Sille synes mormor skal have en gave det er jo hendes fødselsdag, og vil have at jeg får fat i vores bedemand, så hun kan sende gaven op i himlen, som hun sendte mormor derop da hun kørte hende hen til "elevatoren til himlen". Vi blev til sidst enige om at englene i himlen nok skulle holde fødselsdag for mormor idag, så fik hun jo også gaver og kom ikke til at mangle noget <3
Min mormor døde på på min mors fødselsdag, og tror aldrig min mor kom til at nyde "sin" dag igen, hun nævnte det næsten hvert år, så det må have været stærkt i hende selv så mange år efter. Min frygt var at det samme skulle ske for mig, men min mor døde 8 dage efter min fødselsdag, faktisk på mit fødselstidspunkt 11.10 ....
Tror jeg vil tænde et lys for min mor idag så hun kan se hun er i mine tanker......

tillykke med dagen mor, elsker dig overalt på jorden, også det i altankasserne og urtepotterne <3

Når børnene bliver store

Så er Sille startet i børnehave. Hun skulle have en blid opstart de første dage, så skulle kun være der til de havde fået frokost. Sille er en meget selvstændig pige, og der var da heller intet med hende da jeg afleverede hende om morgenen. Hun var fuld af forventning om at skulle møde nu venner og hygge sig. Moderen er åbenbart knap så selvstændig for det var med en klump i halsen jeg gik hjem fra børnehaven, hvor jeg havde kastet mit lille får for ulvene.( Velvidende at Sille selv er en ulv der ikke finder sig i noget.) Men min selvstændighed vokser vel med alderen engang :/ Da jeg skulle hente hende ar det en meget utilfreds pige for det var aaaaaalt for tidligt, så fra idag er det fuldtid i børnehaven, så hun kan få brændt noget krudt af.

Jeg har altid været en hønemor, og ikke mindst en løvemor. Jeg forguder mine børn, og vil gøre alt i min magt for at de har det godt, og ikke oplever noget grimt på deres vej. Men åh gud hvor er det ikke nemt at være mor, når man har en voksen datter på 21 år, som selv skal leve sit liv og klare sine problemer som den voksne kvinde hun er. Jeg kan ikke mere beskytte hende, og slå i bordet hvis hun bliver behandlet dårligt. Jeg må stole på at hun selv gør det nu, og det er ikke altid let at stole på det. Men må tro på at jeg har opdraget hende til at kunne stå op for sig selv og tage ansvar for sit liv, og at hun kommer til mig hvis jeg kan hjælpe hende med noget..... jeg er trådt et stort skridt tilbage så hun kan få luft og gøre sine erfaringer. Og ind imellem giver hun mig lov til at være både hønemor og løvemor ;)

At være teenager mor er altså heller ikke nemt. Især fordi jeg ikke bor sammen med Sara, og ikke kan være der for hende i hverdagen. Misforstå mig ikke, hendes far og papmor gør et godt stykke arbejde, men jeg er jo ikke hønemor og løvemor for ingenting. Sara er rigtig teenager, livet drejer sig om : drenge, veninder, drenge, makeup, drenge og lidt skolen;) Hun er ikke en typisk vranten rebelsk teenager, faktisk er hun en rigtig omsorgsfuld og kærlig pige som kan se ud over sin egen næsetip. Man kan mærke hun har en aldre hvor hun rykker mere og mere ud af barndommen, og er blevet en ung kvinde, som egentlig ikke på samme måde har brug for sine forældre (medmindre lokummet brænder) hele hendes liv er vennerne, og det sociale liv de har sammen......... og mor og far får ikke alt at vide mere, nu er der nogle kapitler, hun holder for sig selv, for hun har fået et privatliv. Men heldigvis er der stadig nogle år endnu, hvor hun har brug for os, hvor jeg kan få lov at være høne/løvemor..

Sillepigen er jo 5 år, og nok den mest selvstændige i sit væsen af de tre piger. Hun finder sig ikke i noget og kan sige til og fra overfor andre børn. Og det er dejligt at vide hun ikke sætter sig i en krog og græder, men siger fra. Hun er det jeg vil kalde en præ teenager allerede. Hun kæmper en kamp for hun er jo stor pige, og det kan være svært at forklare hende at ja hun er en stor pige, men ikke stor nok til alt ;) Men en dag står hun også og har ikke brug for mig til beskyttelse osv....

Man må jo indse at sine børn har man virkelig kun til låns.............. og hvor er jeg heldig at få lov til det.

Nytårsdag-tanker

Nu sidder jeg her 1 januar 2012 og filosoferer. Jeg har det sidste halve år higet efter at årsskiftet skulle komme. 2011 har været et meget hårdt år, med en masse dårlige ting, men der har også været skønne ting. Jeg har mistet. Jeg hår fået. Og jeg har måtte lære at jeg pludselig stod med et nyt liv, på godt og ondt.

Jeg har mistet min mor efter 4 mdr's hård sygdom, en benhård tid som slog benene væk under mig og ensomheden kom væltende da jeg stod alene med det, selvfølgelig støttet af mine børn, mand og svigermor, men det var i bund og grund mit ansvar. Da hun døde oplevede jeg pludselig en familie der samlede sig om mig. Jeg fik min bror igen. Og min nevø og niecer stod ved min side da hun blev begravet. Jeg vil aldrig kunne forklare hvor stort det var, at de kom for at støtte mig.

Jeg har fået en familie!!! En familie som holder sammen, og vi støtter hinanden i svære tider, og vi griner i de gode tider, men vi står sammen, og mere kan jeg faktisk ikke ønske mig, det er alt jeg har drømt om i mit liv......FAMILIE <3

Så har der været tiden hvor jeg skulle igennem en udredning for hva jeg fejlede......Har mange symptomer på sclerose og pga min bror har det, var det det første jeg skulle udredes for....... aldrig har 5 mdr føltes så længe som den tid jeg gik i uvished, jeg var så bange...... Bange for at have sclerose og muligvis blive lam en dag, og ikke ville kunne tage mig af mine børn og mand, men også bange for at de ikke ville finde noget, så alle ville tro jeg var en hypokonder der gik og skabte sig. Jeg blev frifundet!!! ingen sclerose, og da jeg så senere fik diagnosen Fibromyalgi, var det med lettelse, for så kunne folk jo se jeg talte sandt når jeg fortalte jeg var syg..... hva jeg ikke lige tænkte så meget over var at det jo var en livstids dom, og hva jeg ikke lige vidste var at jeg kan ikke få hjælp til at få det bedre....Jeg hænger fast her i fibroen, og den slipper ikke sit tag, jeg bliver aldrig mig selv igen, jeg vil have gode og dårlige perioder......men energibomben Tonni som kunne alt selv..... hun er kun tilbage i hovedet ikke i kroppen... og endnu engang må jeg sige....FAMILIE <3 er så taknemlig for min familie, for de bærer over med mig når jeg opfører mig dement og hverken fatter hoved eller hale i noget. Og de er der når de kan se at jeg er udmattet og har smerter, og de har lært mig at det er OK, og selvom jeg synes ind imellem det hele er noget møg og pis, så ved jeg at det hele jo nok skal gå, for jeg er ikke alene.

Og så er vi lige flyttet....... og hold da op hvor er vi glade for det. Her er så rart og vi er faldet til med en ro i sjælen og Sille skal starte i ny børnehave i morgen.

Så 2012 bliver virkelig en ny start for os....2012 skal blive et dejligt år, ikke fyldt med mørke skyer hele tiden, men vores nye fremtid, som den nu engang kan blive. Kan godt være jeg er naiv i at tro at når nu 2012 er ramt bliver alt bedre, men er det ikke vigtigt med positiv energi, er det ikke når vi har den at den gode karma rammer os??????Alt kan kun blive bedre, og en kvindes håb kan du ikke tage fra hende ;) Jeg rækker ihvertfald armene ud og siger 2012 HERE WE GO <3